U21-holdet fortsætter med at imponere – i hvert fald mod de jævnaldrende

Et hattrick, et vidunderligt solomål og en knusende 4-1 sejr over 3.pladsen Tottenham Hotspur gør fortsat Travis Binnions U21-hold til topholdet i Premier League 2. Her kan du læse om kampen og se Diego Leons første mål i en United-trøje.

Foto: Poppy Townson – MUFC/Manchester United via Getty Images

Da Manchester Uniteds førstehold i aftes slog Brighton 4-2, havde U21-holdet allerede vist vejen tidligere på dagen.

Ved middagstid bød de Tottenham Hotspur op til dans. Et hold, som før kampen var på 3. pladsen i Premier League 2. To pladser efter duksene fra United, som fik maksimumpoint i samtlige første seks kampe.

Topkampen var med danske Chido Obi i en birolle. Han startede nemlig på bænken til fordel for Gabe Biancheri. Det fortrød cheftræner Travis Binnion nok ikke, eftersom waliseren kvitterede med et flot hattrick med assists fra Shea Lacey, James Scanlon og Jack Fletcher.

Derudover registrerede han også selv en assist, omend hans bidrag til målet ikke var det største. Ved stillingen 2-1 afleverede han bolden til Diego León på egen banehalvdel.

Backen fra Paraguay tog herfra sagen i egen hånd og driblede op gennem banens midte. Herfra tog han et langt træk forbi en forsvarsspiller og lykkedes med at holde balancen, mens hans direkte modstander gled ned i et desperat forsøg på at snyde sydamerikaneren for en skudmulighed.

I sidste ende var det ingen sag for Diego León at sende bolden i mål med sit højre ben.

Du kan se målet her:

Kampe mod seniorhold

Med 7 sejre i 7 kampe og en førsteplads i ligaen kan man næsten drømme om, at U21-spillerne bliver indsluset på førsteholdet hurtigst muligt.

For få kampe siden, hvor Ruben Amorims tropper lå langt nede i tabellen, var der endda flere kommentarspor, hvor fans opfordrede klubben til at stille med ungdomsholdene i stedet for.

Turneringen EFL Trophy viser dog, hvorfor dette ikke nødvendigvis vil være en god idé. I denne turnering spiller U21-holdet nemlig mod seniorhold fra den 3. og 4. bedste række i det engelske ligasystem.

U21-holdet har spillet to kampe, begge mod modstandere fra League One. Mod Lincoln City tabte man 3-0. Mod Barnsley stod den 2-2 efter en times spil efter både mål og assist af Chido Obi. Men de erfarne modstandere havde mere at byde på i slutfasen og endte med en 5-2 sejr.

Tirsdag den 4. november spiller holdet sin sidste kamp i turneringen. United har stadig en matematisk chance for at gå videre, men det kræver en storsejr over Notts County, mens Lincoln City skal gøre rent bord med en storsejr over Barnsley. Det kommer næppe til at ske.

I sidste ende er spillernes udvikling vigtigere end de resultater, de får med de respektive akademihold. Men to 3-målsnederlag til League One-modstandere viser med al tydelighed, at der stadig er et spring op fra U21 til førsteholdet i United. Det skal der jo også være.

Skriv et svar
Forrige artikel

Highlights: Se målene fra sejren mod Brighton

ANNONCE