Det kan godt være at det kniber med at score for Louis van Gaals tropper. Anderledes gang i netmaskerne var der i går, da Uniteds u21-mandskab var i aktion mod Leicester. Hele 6-1 endte kampen, i et opgør hvor United var total dominerende, og kunne have scoret endnu flere mål.
Nick Powell har på det seneste fået lov at komme ind og snuse til førsteholdet igen. Efter en langvarig skadespause er den offensive midtbanespiller kommet ind i opgørene mod både Wolfsburg og Bournemouth. I går fik han så for første gang 90 minutter, og Powell var stærkt spillende for Warren Joyces tropper.
To gange nettede Powell, og med lidt mere held i sprøjten havde han fået sit hattrick. Også Devonte Redmond kom på måltavlen to gange. De sidste to scoringer blev sat ind af James Weir og Marcus Rashford.
United dominerede kampen igennem, spillet flød godt over hele banen, der blev skabt chancer og flere markerede sig rigtig positivt. Foruden Nick Powell, var også Timothy Fosu-Mensah stærkt spillende. Og det endda i en ny rolle som højreback. Men hollænderen var flyvende, og viste at han måske på sigt kan udvikle sig til at være en fremragende højreback.
Der skal også uddeles ros til midtbanemotoren Sean Goss, der ligesom Marcus Rashford flere gange på det seneste har været med omkring kampene med førsteholdet. Goss styrede på fornem vis midtbanen, og var fantastisk sikker i pasningsspillet kampen igennem.
UNITED: Sam Johnstone; Timothy Fosu-Mensah (74′ Marcus Rashford), Axel Tuanzebe, Ro-Shaun Williams, Joe Riley; Sean Goss, Matthew Willock (68′ Ashley Fletcher), Devonte Redmond (79′ Joe Rothwell); James Weir, Nick Powell, Joshua Harrop.
Reserver: George Dorrington, Scott McTominay.
Bliv klædt på til kamp her – Køb Manchester Uniteds nye trøje
Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her