Som lovet havde Sir Alex Ferguson en masse ændringer i sin startopstilling i forhold til den han valgte til 1-0-sejren over Arsenal. Således var der hele syv omrokeringer der bl.a. gav plads til Ben Foster, Jonny Evans og Federico Macheda fra start.
Middlesbrough slog Manchester United sidst de fik besøg af dem på Riverside, men i dag kunne de ingenlunde drille ligaens dukse. Boro havde kun to muligheder i løbet af kampen man tilnærmelsesvist kan kalde målchancer. Første chance fik Jeremy Aliadiere, men Ben Foster reddede sikkert med en karakteristisk fodparade. I den anden ende var det Wayne Rooney der spillede venstrekant der var farligt i første halvleg, men da hverken han, Dimitar Berbatov eller Federico Macheda kunne sparke læderet ind var det ingen overraskelse, at det uundgåelige mål skulle komme fra årets bedste spiller ifølge PFA.
Ryan Giggs opfangede en tværaflevering på kanten af feltet, og sparkede hårdt og fladt mellem benene på David Wheater og ind bag en chanceløs Brad Jones. Med 20 minutter igen af første halvleg havde United bragt sig foran og allerede da virkede gæsterne sikre på at trække sig sejrrigt ud af fejden. Derfor droslede de ned i tempo og kontrollerede lige ind til pausefløjtet. Middlesbrough blev standset inden deres angreb blev for farlige af et velspillende midtstopperpar i Nemanja Vidic og Jonny Evans gang på gang.
Federico Macheda havde problemer med at gøre sig gældende i opgøret, men kort efter pausen var stjerneskuddet ved at komme på måltavlen, da Wayne Rooney fandt ham i feltet. Italieneren blev dog presset for hårdt i situationen til, at denne kunne dreje bolden ind mod mål. Macheda var dog med i det smukke United-angreb der cementerede sejren. Han spillede et-to med Ryan Giggs, der fandt Rooney i vanlig skudposition lidt uden for feltet, men Rooney snød alt og alle og fandt Ji-Sung Park i dybden. Koreaneren afsluttede det eksemplariske angreb ved at banke den ind til 2-0.
Kort forinden 2-0-scoringen havde den 34-årige Paul Scholes haft to gode muligheder, men meget ukarakteristisk for midtbanestyrmanden kunne denne ikke ramme målrammen med forsøgene. Manchester gik længere og længere ned i kadence, og forsøgte at spare så mange kræfter som så vidt muligt til det vigtige Champions League-opgør på tirsdag. Luis Nani, Rafael da Silva og Carlos Tevez kom alle ind i løbet af anden halvleg.
Kampen lullede ud i 2-0 og Sir Alex Ferguson vil være tilfreds med, at hans mindre gamble med opstillingen i denne omgang lykkedes fuldt ud. Derudover fik ingen spillere skader, så der skulle være god grund til optimisme forud for Arsenal-kampen på tirsdag.