Under overskriften “Reds acceot rival”s apology” anerkender Manchester United Liverpools undskyldning for Luis Suarez”s optræden før gårsdagens kamp.
Den sydamerikanske angriber gik direkte imod sin managers og ledelses aftale da han inden kampstart nægtede at give Manchester Uniteds Patrice Evra hånden.
Dette har siden kampen medført stor kritik af Merseyside-klubben, hvis amerikanske ejere blandt andet vågnede op til en yderst kritisk artikel i New York Times i dag.
I dag har både spilleren, direktøren og manageren fra Liverpool undskyldt spillerens optræden overfor Manchester United, hvilket de forsvarende engelske mestre accepterer.
“Manchester United takker Liverpool for de udsendte undskyldninger ovenpå lørdagens kamp. Alle på Old Trafford vil gerne videre. De to klubbers historie er præget af succes og en unik rivalisering i britisk fodbold. Det bør være fokus i fremtiden for de der elsker klubberne,” hedder det i en meget kort erklæring på klubbens hjemmeside.