United alene i spidsen

Manchester United kom hurtigt ovenpå igen efter skuffelsen fra straffesparkskonkurrencen der faldt ud til Evertons fordel i weekenden. Førertronen i…

Manchester United kom hurtigt ovenpå igen efter skuffelsen fra straffesparkskonkurrencen der faldt ud til Evertons fordel i weekenden. Førertronen i Premier League fandt sin retmæssige ejer, da Portsmouth blev fejet af banen i overbevisende stil 2-0. Med en scoring i starten og i slutningen af kampen sendte United et opløftende og lettende signal til deres fanskare, som i stort omfang senest har været utilfredse med mandskabets mindre formdyk.

Som forventet havde Sir Alex Ferguson lavet en masse ændringer i startopstillingen i forhold til truppen som stillede op mod Everton i FA Cuppen. Således var der hele ni ændringer, der fra kampens start var ivrige efter at udnytte Liverpools pointtab fra aftenen før.

Portsmouth startede ud med en kompakt defensiv indstilling med hele midtbanen som supplerende forsvarsspillere. En sådan indstilling bliver straffet på Old Trafford, og det var Manchester United ikke tøvende med at få gjort. Anderson fandt med en lang dyb aflevering Ryan Giggs på kanten af offside, der smart tog den med ned ad kanten og fandt Wayne Rooney i feltet, der let kunne prikke den ind til 1-0 efter 9 minutter. Wayne Rooney kom dermed op på ti sæsonscoringer i Premier League. Under fejringen af scoringen humpede Gary Neville ud, og det ligner en længere pause for Uniteds uheldige anfører, som blev byttet ud med John O’Shea.

Portsmouths moral tog et knæk ovenpå scoringen og United havde resten af halvlegen som deres legestue. Desværre for hjemmeholdet manglede skarpheden i utallige målchancer som bød sig. John O’Shea fik første chance, men hans hovedstødsforsøg blev reddet på stregen kort før Wayne Rooney sendte Ryan Giggs helt fri med David James, men den aldrende keeper kom i vejen for waliserens højrebensforsøg.

Selvsamme Ryan Giggs fik endnu en åben mulighed kort efter, da Sol Campbell sendte Cristiano Ronaldo fri. Portugiseren fandt en fremstormende Giggs, men veteranen fik netop løftet bolden over målmanden og ved siden af. Halvlegen lukkede af med en chance fra Darren Fletcher, men den hårdtarbejdende midtbanespiller kunne ikke dreje sit spark ind mod æsken.

En dominerende præstation af hjemmeholdet blev ikke belønnet med en 2-0-scoring, hvilket Sir Alex Ferguson og Manchester United ikke kunne være tilfredse med, eftersom chancerne hobede sig op. Liverpool har ydermere en bedre målscore end United, hvorfor United vil være skuffede over ikke at have udnyttet mulighederne mod et svagt Portsmouth-hold.

Få minutter inde i anden halvleg måtte også John O’Shea udgå med en skade. Rafael da Silva erstattede ham og Ferguson har siden udtalt, at O’Shea og Neville vil være ude i nogle uger. I samme åndedrag forsikrer manageren at Wes Brown er på vej tilbage.

Efter en times spil vågnede Portsmouth en smule op til dåd og Edwin van der Sar kom på arbejde for første gang i opgøret. Først måtte han parere et farligt forsøg fra Glen Johnson ud, og senere redde et hovedstød fra Peter Crouch.

Manchester United sank ned i tempo og virkede for selvtilfredse med resultatet, men Wayne Rooney tillod ingen hvile på laurbærrene. Målscoreren stressede Portsmouth-forsvaret og kom flere gange igennem til udmærkede forsøg. David James holdte dog Pompey inde i kampen med sikre indgreb, men end ikke han kunne komme i vejen for kampens afsluttende episode.

Michael Carrick blev overraskende skiftet ind for Anderson, men disponeringen viste sig at være eminent, da den halvskadede midtbanemand kom ind og sikrede United sejren. 600-kampsjubilaren Paul Scholes sendte Carrick fri med en dyb stikning og et tørt fladt spark gjorde det til slutresultatet 2-0 med små ti minutter igen.

Manchester United er dermed alene i spidsen med 74 point overfor Liverpools 71 og Chelseas 68 point. United har seks kampe igen i ligaen hvoraf opgørene mod Tottenham, Arsenal og Manchester City ligner de eneste de forsvarende mestre kan få problemer med.

Forrige artikel

Aftenens opstilling

Næste artikel

Keano tager over i Ipswich

ANNONCE