United bryder med DHL – Forventer flere penge

Manchester United oplyser meget overraskende torsdag aften at den har købt sig ud af den ellers uhyre indbringende aftale med DHL – de satser på en større aftale.

På trods af at Manchester Uniteds aftale med DHL i forvejen er en, som de fleste klubber sukker efter, så har Manchester United valgt at købe sig ud af aftalen med logistikfirmaet, som dermed slutter som sponsor til sommer.

Manchester United indgik ellers den rekordhøje aftale over en fireårig periode, hvor de modtager 10 millioner pund årligt mod at DHLs logo fremgår på holdets træningsdragter.

Men med den kommende gigantaftale med Chevrolet om klubbens hovedsponsorat, så lugter Manchester Uniteds marketingafdeling større indtægter, hvorfor de nu har valgt at komme ud af aftalen.

– Vi har med succes forhandlet os frem til, at vi betaler os ud af aftalen med DHL per 30. juni 2013, hedder det i en børsmeddelse fra klubben.

– Den markant højere værdi af aftaler siden denne aftales indgåelse (halvandet år siden, red.), som vores seneste aftale med General Motors leder os til at tro, at der er strategiske muligheder i at optimere værdien af disse rettigheder, uddyber klubben yderligere.

Aftalen med DHL blev indgået i 2011 og løb ellers indtil 2015. 

Manchester United har siden Glazers overtagelse i 2005 kørt benhårdt på at optimere indtjeningen i klubben. Dette har blandt andet medført at hele klubbens marketing- og brandingdivision fungerer på et kontor i London og ikke i Manchester.

Forrige artikel

U18: Træningslejr i Slovakiet

Næste artikel

Medie: Lindegaard klar igen

ANNONCE