United forbyder tidligere helte at se kampene

United har forbudt syv af sine tidligere spillere at se kampene fra tribunerne på Old Trafford, mens de repræsenterer klubben. I stedet er gruppen forvist…

United har forbudt syv af sine tidligere spillere at se kampene fra tribunerne på Old Trafford, mens de repræsenterer klubben. I stedet er gruppen forvist til at se kampene på tv i lounger uden udsyn til selve banen.

Gruppen af tidligere United helte inkluderer blandt andet Norman Whiteside, Alex Stepney, Frank Stapleton og Jimmy Greenhoff og tager sig under hjemmekampene af klubbens samarbejdspartnere og gæster i de mange suiter og lounger, der er rundt om på stadion.

En anonym kilde fra gruppen af ex-United spillere udtaler: ” Klubben har fortalt os, at vi er en del af staben omkring kampene, og derfor ikke kan optage et sæde på stadion under kampene. Det er patetisk, at de forhindrer spillerne i at se kampene. Jeg forstår ikke sådan en mentalitet.”

Klubbens nye tiltag vil ikke gå udover de tidligere spillere såsom Denis Irwin, Arthur Albiston og Lou Macari, der tager sig af klubbens to hovedsponsorer AIG og Nike. Det vil i stedet gå udover de tidligere spillere, som er hyret af ikke-sponsorer i loungerne og suiterne. De er nu blevet truet med en fyreseddel, hvis de fremover ser kampene på stadion, mens de er på arbejde for United.

En talsmand for United har undskyldt med, at der ikke er nok pladser, hvis de tidligere spillere optager et sæde under kampen. Der skulle have været episoder, hvor de har taget en plads for så at måtte gå, når en person med billet kom til denne plads. Herefter skulle ex-United spillerne så have stået ved trapperne på stadion og set kampene, hvilket skulle være til fare for sikkerheden.

United legenderne har dog ikke oplevet dette og henviser samtidig til det faktum, at der sjældent er totalt udsolgt på Old Trafford, og at der derfor burde være ledige sæder tilbage på stadion til dem.

Forrige artikel

Fletcher nedtoner skade

Næste artikel

United-spillere i fokus da England tabte

ANNONCE