United holdt legestue med Palace

Referat Manchester United – Crystal Palace Endelig kom Fulham kampen ud af systemet, dog skulle nerverne lige testes to gange, da Palace to ’vovede’ at…

Referat Manchester United – Crystal Palace

Endelig kom Fulham kampen ud af systemet, dog skulle nerverne lige testes to gange, da Palace to ’vovede’ at udligne vores føring. Men London holdet stod ikke distancen, dertil var United for stærke, hvilket de sidste 20 minutters legestue bevidnede om.

Kampens start mindede meget om Fulham kampen. United dominerede igen totalt, bolden flød flot for fødderne af United folkene, som hele tiden havde øjnene åbne for eventuelle huller i Palace forsvaret. Efter otte minutter faldt Fletcher i feltet, det vides ikke om han faldt over et hul, eller om det var Granvilles ben, kontakten var minimal, men faldt det gjorde han. Og minsandten om ikke dommeren fløjter for straffe – Thank you.

Det vides heller ikke om Rooney brændte af medlidenhed, men hans tynde spark blev i hvert fald let taget af den gode ungarske keeper Kiraly. Surt. Heldigvis var Scholes i hopla. Han tager et kort hjørne, afleverer hurtigt til Giggs, imens han fortsætter sit løb ind i feltet. Giggs og Keane kombinerer smart udenfor feltet, og Keane finder Scholes med en smuk pasning, Scholes er nu helt inde under mål, sætter skarpt en forsvarer af og afslutter flot i modsatte målhjørne. Smukt sat op af ”veteranerne”.

Palace fandt sig dog ikke i det, blot fem minutter senere havde de scoret. Også efter hjørnespark, hvor United kludrer i opdækningen og Granville let kan score fra tæt hold. På dette tidspunkt har Carroll ikke haft en eneste redning. Ufortjent, men sådan er ’gamet’. United kom tæt på i de efterfølgende minutter, men Kiraly i Palace målet reddede flot både Keane og Scholes gode langskudsforsøg.

Åbenbart kunne der kun scores efter hjørne og det var netop hvad Smith gjorde da han flot satte bolden i hjørnet, med et kraftfuldt hovedstød, helt uden chance for keeperen. 2-1 fuldt fortjent.

Man skulle være vågen efter pausen, for det gik sgu stærkt. Bare 45 sekunder skulle der gå før Palace havde udlignet, O’Shea(erstattede en skadet Fortune) for ikke dækket ordentlig op og hans modstander sender et godt indlæg ind i hovedet på Michael Hughes, som kvitterer med et mål – helt uden chance for Carroll.
Man nåede dårligt at ærgre sig, for United scorede 60 sekunder efter. Keeper redder først et hårdt skud fra Rooney, G. Neville sender riposten højt ind i feltet målmanden mistimer helt sit indgreb og for skubbet lidt til forsvarer som med baghovedet header United foran 3-2. Minuttet senere blev det 4-2 ved Scholes, han kunne liggende sparke bolden i nettet, efter Smith havde forlænget et indkast, Scholes sjette mål i seks kampe. Han er ustoppelig for tiden.

United satte ikke tempoet ned, og fortsatte med at angribe, med Giggs som manden der flænsede Palace forsvaret op gang efter gang, men desværre blev ikke alle hans indlæg behandlet lige godt.
De sidste 20 minutter blev en lille ydmygelse af Palace, som bare var statister i United showet, det gav ingen mål, men publikum blev da underholdt.

Sidste mål kom i overtiden, det blev til en sjælden scoring af O’Shea. Selvfølgelig, fristes man at sige, var det Giggs der stod for oplægget. Waliseren lobbede frækt bolden til O’Shea, som ligeså frækt flugtede bolden igennem benene på keeperen. 5-2.

United kan nu gå det hårde juleprogram i møde med masser af selvtillid ovenpå dagens indsats. For nu skal der indhentes.

Forrige artikel

Aftenens startopstillinger

Næste artikel

Ruud ude i 4-6 uger

ANNONCE