Birmingham City råder over et af landets største teenage-talenter, og idet denne ikke længere er kontraktbundet med the Blues, står landets største klubber i kø for at sikre sig en underskrift. Foday Nabay bliver 14 år om en måned, men indtil da kan han skrive under med hvilken som helst klub transferfrit. Der skal bare betales for træningsomkostninger, hvilket forventes at blive et hurtigt greb i lommen på 65.000 pund.
Både Liverpool, Manchester City, Aston Villa, Chelsea og Arsenal har alle vist deres interesse, men Manchester United skulle være de næste i køen til reelt at snakke personlige krav med spilleren. Det sker i morgen tirsdag, mener avisen the Daily Mail. Arsenal, Aston Villa og Liverpool skulle allerede have mødtes med Nabay-lejren.
Foday Nabay stammer fra Sierra Leone, og spiller på Birminghams akademi på midtbanen, hvor han i sidste sæson scorede 12 mål. Han har endnu ikke afgjort om han vil bytte tilværelsen på St. Andrews ud med et større og mere prominent stadion.