Til fredagens 3F Superliga-opgør vil Patrice Evra og Park Ji-sung være til stede. Det vil ovenikøbet være muligt at møde de to tidligere United-profiler i fanzonen uden for MCH Arena. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.
Årsagen til besøget er, at Park Ji-sung er teknisk direktør i den sydkoreanske fodboldklub Jeonbuk Hyundai Motors. FC Midtjylland købte i sommer angriberen Cho Gue-sung i denne klub. Park Ji-sung er derfor i Danmark for at optage en dokumentar om FC Midtjyllands nye angriber.
Patrice Evra og Park Ji-sung er gode venner fra deres fælles succesrige fortid i United. Evra bor i Risskov lige uden for Aarhus, og det er formentlig årsagen til, at Park Ji-sung medbringer ham til arrangementet.
De to tidligere Manchester United-profiler er til stede i fanzonen fra kl. 17.30 til 18.00, oplyser FC Midtjylland.