The Athletic: Sir Jim Ratcliffe ønsker en udskiftning af klubbens administrerende direktør

The Athletic kan berette om, at Richard Arnold forventes at skulle forlade sin stilling som administrerende direktør for Manchester United, hvis det skulle lykkes for Sir Jim Ratcliffe at købe en minoritetsandel i klubben. Dette virker meget sandsynligt ifølge flere engelske medier.

Richard Arnold har kun siddet i jobbet som administrerende direktør for Manchester United i 20 måneder. Han overtog stillingen efter, at Ed Woodward forlod posten på grund af modvind som følge af klubbens indblanding i European Super League. Men ifølge det troværdige medie The Athletic ser det ud til, at det blev en kort fornøjelse for Richard Arnold.

Sir Jim Ratcliffe ønsker angiveligt at overtage kontrollen over Manchester Uniteds sportslige strategi, hvis det lykkes ham at købe 25% af klubben. Skulle det ske, vil vi sandsynligvis se en udskiftning i klubbens sportslige ledelse, og her står Richard Arnold blandt andre for skud.

Dette sker på trods af, at Richard Arnold har overladt det meste af ansvaret for klubbens sportslige strategi til John Murtough.

Jean-Claude Blanc, der tidligere har været administrerende direktør i Juventus, forlod sin højt profilerede stilling hos Paris Saint-Germain i december. Det gjorde han for at stå i spidsen for INEOS Sports’ portefølje, der også ejes af Sir Jim Ratcliffe. Derfor er han en oplagt kandidat til jobbet, og han er allerede under overvejelse som en eventuel afløser ifølge The Athletic.

På grund af kompleksiteten af Ratcliffes bud kan der stadig gå flere uger, før overtagelsen reelt træder i kraft, og i den periode vil Arnold fortsætte med at lede klubben.

Forrige artikel

Metro: Derfor blev Sancho straffet

Næste artikel

United-legender gæster Superliga-kamp

ANNONCE