Manchester United er i løbet af de sidste par år flere gange blevet beskyldt for at bruge ufine metoder i jagten på unge talenter. Dette har dog ikke afholdt United fra endnu engang at opsnappe et talent for næsen af en rivaliserende klub.
Således har de skrevet kontrakt med 16-årige Luke Jacob, der indtil i sommer slog sine folder hos Liverpool. Det skriver Tribalfootball.com.
Den australskfødte målmand fik sin debut for Liverpools reserver i sidste sæson i en alder af blot 15 år, hvorfor han må betegnes som et stort talent.
Dette fik United til at invitere ham til prøvetræning i marts, hvor han åbenbart har imponeret nok til at sikre sig en kontrakt med en af verdens største klubber.
Hverken United eller Liverpool har kommenteret på det kontroversielle skifte.