United slog Real Madrid efter straffespark

Anthony Martial stod for kampens højdepunkt i træningskampen mod Real Madrid, da han leverede en fremragende assist til Manchester Uniteds mål. Kampen endte 1-1, og United vandt 2-1 i en sløj straffesparkskonkurrence, hvor 7 ud af 10 skytter brændte.

Efter sejren over Manchester City skulle Manchester United endnu engang på en svær opgave på preseason-turen i USA. I den fjerde testkamp var modstanderen ingen ringere end Champions League-vinderne Real Madrid.

United var en del længere end Real i forberedelserne, og det kunne ses i første halvleg. Det var spaniernes første træningskamp, og derfor var United ikke så overraskende også ovenpå i de første 45 minutter.

Syv minutter inde i kampen kom den første store chance, da Anthony Martial fandt Marcus Rashford, der sparkede på mål. Keylor Navas, der ville have været United-spiller, hvis det ikke var for den berømte fax-maskine, blokerede dog Rashfords skud.

Kampen blev spillet i bagende varme, og det så ud til at gå ud over tempoet. Real fik ikke for alvor testet Sergio Romero i United-målet, og United-forsvaret havde godt styr på Real Madrid, der stillede op med otte af de spillere, der startede i Champions League-finalen.

Med et par minutter til pausen var United tæt på for anden gang i kampen, da Lingard trykkede af fra distancen. United-kantens brag af et langskud røg dog på den forkerte side af stolpen.

I overtiden til første halvleg kom United foran efter et fremragende stykke forarbejde fra Martial. Franskmanden kom forbi tre Real Madrid-spillere med et par hurtige træk, driblede ind i feltet og lagde bolden på tværs til Lingard, der bare skulle lægge bolden det sidste stykke over stregen. 1-0 til United.

Som ventet skiftede begge hold en lang række spillere ud i pausen, og det blev to helt andre hold, der spillede i anden halvleg. For United kom blandt andre Paul Pogba og Romelu Lukaku ind.

Der var ikke den store rytme i spillet i den første halvdel af anden halvleg, og der var heller ikke mange chancer til nogle af holdene. Efter cirka en time fik Fellaini hovedet til bolden efter et hjørnespark, men belgierens forsøg røg over mål.

Efter 68 minutter fik Real chancen for at komme tilbage i kampen. Victor Lindelöf timede en tackling på Theo Hernandez helt forkert og fældede Real Madrid-spilleren. Klart straffespark, og fra pletten udlignede Casemiro ved at sparke bolden helt op i målhjørnet.

Et par minutter senere var Real Madrid tæt på at komme foran. Luis Quezeda forsøgte sig fra en spids vinkel på et frispark og var lige ved at snige bolden ind ved nærmeste stolpe. De Gea fik dog reddet forsøget.

Selvom Real havde styret spillet i anden halvleg, fik United en gylden mulighed for at komme foran igen efter 83 minutter. McTominay spillede bolden ind foran mål til Fellaini, der var fuldstændig blank, men belgieren ramte bolden helt forkert og sparkede utroligt langt over og forbi, da han burde have scoret.

Kampen var en del af træningsturneringen International Champions Cup, og der skulle derfor findes en vinder. Kampen endte 1-1, men i den efterfølgende straffesparkskonkurrence vandt United 2-1. Martial, McTominay og Lindelöf brændte, mens Mkhitaryan og Blind scorede. Utroligt nok var to mål tilstrækkeligt til at vinde, da De Gea snuppede to forsøg og Real brændte yderligere to.

 

Bliv klædt på: Køb Manchester Uniteds trøje hos Unisport.dk her (så støtter du OldTrafford.dk). 

GRUPPETUR: Tag med på vores OldTrafford.dk gruppetur for danske United-fans. Læs mere her

Total
0
Shares
Forrige artikel

Startelleveren mod Real Madrid

Næste artikel

UEFA klar med dom: Bailly får karantæne i tre kampe

Relaterede artikler
Total
0
Share