United sluttede preseason af med sejr

Manchester Uniteds sidste preseason-kamp endte med en sejr, da Henrikh Mkhitaryan og Juan Mata sikrede en 2-1-sejr over Sampdoria i Dublin.

Onsdag aften spillede Manchester United sin sidste kamp i preseason, da de mødte Sampdoria i Dublin. Som Jose Mourinho havde gjort en enkelt gang tidligere i opstarten, stillede manageren op i en 3-4-3-formation.

Nyindkøbte Nemanja Matic startede på midtbanen, mens de øvrige nye United-spillere, Romelu Lukaku og Victor Lindelöf, også var med fra start. I stort set stærkeste opstilling sad United på tingene i første halvleg.

Sampdoria var dog lige ved at komme foran på en fejl af Daley Blind. Hollænderen slog en upræcis aflevering, som var lige ved at gå i nettet. David de Gea fik reddet bolden med hånden, og så var der selvfølgelig indirekte frispark til Sampdoria.

Italienerne fik muligheden fra kanten af det lille felt, men United fik blokeret, og så gik det stærkt den anden vej. Antonio Valencia drev bolden op af højresiden, og bolden endte i venstresiden hos Matteo Darmian. Venstrebacken kom til baglinjen og lagde bolden ind til Henrikh Mkhitaryan, der bragte United foran.

United havde flere gode mulighed for at komme foran med to. Mkhitaryan fik endnu en chance, da Valencia fandt ham i feltet, men armenerens afslutning blev snuppet af Sampdoria-keeperen. Et par minutter senere var Lukaku tæt på at sparke bolden i det lange hjørne, men forsøget røg lige forbi.

Sampdoria havde ikke haft mange chancer, men efter omkring en time udlignede de. Italienerne slog kontra, og bolden landede hos Dennis Praet. Den 23-årige belgier afsluttede og sparkede bolden fladt i nettet.

I den sidste halve time jagtede United sejren mest, og med ti minutter igen var 2-1-målet lige ved at komme. Anthony Martial driblede til baglinjen og lagde bolden ind til Ander Herrera, der ikke kunne få fart nok i afslutningen, og keeperen reddede forsøget uden problemer.

Et par minutter senere kom målet. Martial driblede igen mod Sampdorias højreback. Franskmanden lagde bolden fladt ind til Juan Mata, der viste vanlig skarphed, da han sparkede bolden fladt i nettet til 2-1.

Fire minutter før tid var det tæt på at blive 3-1. Ander Herrera flugtede på mål fra distancen og tvang Sampdoria-keeperen ude i en fin redning. Lige efter sparkede Rashford mod det lange hjørne, og igen skulle Sampdoria-keeperen i aktion. Flot redning, og det blev ved 2-1.

2-1 blev også kampens resultat, og United sluttede preseason af med endnu en sejr. Dermed var fem sejre, én uafgjort og et nederlag facit efter syv træningskampe.

 

QUICK LINKS

Forrige artikel

Matic starter inde mod Sampdoria

Næste artikel

Mourinho: Matic er et geni

ANNONCE