United tabte hovedet i nyt nederlag

Manchester United har ikke tabt to gange i streg siden 2005, men realiteten er den, at titelindehaverne endnu en gang skuffede fælt og tabte overbevisende…

Manchester United har ikke tabt to gange i streg siden 2005, men realiteten er den, at titelindehaverne endnu en gang skuffede fælt og tabte overbevisende til et velspillende mandskab. Scoren 2-0 giver et meget godt billede af kampens forløb, hvor flere af United-spillerne kun var en skygge af sig selv.

Fulham indledte med en startopstilling, der byggede på en stærk og tætpakket defensiv, mens frontløberne fik lov til at jagte de lange bolde som blev sendt imod dem. Dette udgangspunkt virkede upåklageligt på det overraskende svage udehold, som aldrig rigtig kom ind i kampen. Derfor var det ikke overrumplende, da hjemmeholdet kom foran efter 18 minutters spil. Edwin van der Sar, som var én af de få, der kunne være sin indsats bekendt, reddede først Bobby Zamoras hovedstødsforsøg, men riposten faldt til angriberen igen, og hans andet forsøg blev reddet af Paul Scholes i feltet med hænderne. Korrekt rødt kort til midtbaneveteranen, og Danny Murphy kunne eksekvere straffesparket og bringe sit hold foran.

Fulham fortsatte med at presse på, mens United-spillerne forsøgte at indfinde sig med at skulle spille 10 mod 11 resten af kampen. Denne forvirring udnyttede hjemmeholdet til, at komme til flere store chancer i første halvleg. Bobby Zamora og Clint Dempsey fik gyldne muligheder for at hælde yderligere salt i United-såret, men uskarphed og solide redninger fra van der Sar gav United håbet om at kunne vende skuden.

Dimitar Berbatov landede akavet på sin hæl kort før pausen, hvorfor bulgareren blev pillet ud i halvlegen og erstattet med Wayne Rooney. Den iltre englænder var frontmand for det længeventede pres, som gæsterne indledte efter pausen.

Mark Schwarzer i Fulham-målet kom hurtigt på arbejde, men desværre for United havde australieren valgt at stå en eminent kamp. Darren Fletcher fik de første muligheder, men Fulham-keeperen afholdt skotten fra at reducere. Wayne Rooney satte Cristiano Ronaldo op kort efter, men portugiseren kronede en frustrerende kamp ved ikke at score på den ellers åbne chance.

Manchester Uniteds største mulighed kom, da United kombinerede sig flot igennem, og Ronaldo fandt en helt blank Ji-Sung Park i feltet. Men sydkoreaneren sparkede lige på Schwarzer, og riposten, som faldt til Rooney, klarede målmanden også.

De forsvarende mestre måtte sande, at det ikke var deres dag, og derfor var det ikke overraskende eller ufortjent, da Zoltan Gera lukkede og slukkede opgøret. Zoltan Gera vippede et fladt indlæg fra Andrew Johnson op til sig selv, og på akrobatisk vis fik han i samme bevægelse saksesparket bolden i kassen til 2-0.

Manchester United var tydeligvis rystede og chokerede over deres egen uværdige præstation, og denne frustration kulminerede, da Wayne Rooney kort før tid fik sit andet gule kort. Ryan Giggs forsøgte at sætte et frispark hurtigt i gang, men dommeren fløjtede for at det skulle tage om, hvilket blev for meget for Rooney, der kastede bolden i vrede. United-spillerne var forfærdede over kendelsen, men lige meget hjalp det, da det var for sent at komme tilbage alligevel.

Sir Alex Ferguson har noget arbejde foran sig, da nederlaget for alvor sætter gang i titelræset. Tottenham slog i samme omgang Chelsea hjemme, hvilket giver Liverpool chancen for senere at bringe sig alene på andenpladsen, såfremt de kan slå Aston Villa på Anfield. Næste opgør for United er netop mod Aston Villa på Old Trafford den 5. april, og meget bekvemmeligt for de nedslåede mestre er der landskampe i næste weekend.

Forrige artikel

Dagens opstilling

Næste artikel

Berbatov misser landskamp

ANNONCE