Det er bare få år siden, at Roy Carroll sammen med Tim Howard kæmpede for pladsen i Manchester Uniteds mål. Tim Howard vandt den kamp for en kort bemærkning, men nordirske Carroll nåede også at vise sit værd.
Desværre for dem begge blev de droppet til fordel for Edwin van der Sar og siden da er det gået ned ad bakke for Roy Carroll. Målmanden har været mere kendt for sine personlige problemer fremfor spillet på banen og det har således også medført flere uheldige ophold i en række klubber.
I dag kom det så frem, at Roy Carroll, som nåede små 50 kampe for United, er på tale i danske OB, hvor han kan blive holdkammerat med Eric Djemba-Djemba. Den danske klub mangler i øjeblikket en målmand, hvilket kan friste Carroll, som ellers fungerer som reserve i Derby, hvor han endnu har 2 år tilbage af sin kontrakt.
Kilde: Fyens.dk