United trillede forbi WBA

3-0 endte det i United-favør i en kamp, hvor hjemmeholdet ikke brugte flere kræfter end nødvendigt mod Bryan Robsons nedrykningsbejlere, der skal stramme…

3-0 endte det i United-favør i en kamp, hvor hjemmeholdet ikke brugte flere kræfter end nødvendigt mod Bryan Robsons nedrykningsbejlere, der skal stramme gevaldigt op på indsatsen, hvis der skal point på kontoen i julen.

Den byder nemlig på kampe mod Tottenham, Liverpool og lokalderby mod Aston Villa. Om de derfor var kommet til Old Trafford for bare at spare på krudtet og få det overstået, vides ikke, men noget kunne tyde på det, da gæsterne ikke havde et eneste skud i første halvleg. Skud havde United til gengæld en del af. Park-Ji Sung var første mand, der trak på aftrækkeren, men han skød lige forbi efter 11 minutter.

Det var dog ikke Uniteds bedste tilbud før scoringerne, da Paul Scholes på et perfekt indlæg burde have headet bolden i nettet efter tre minutter – helt fri fik han dog headet over.

Ellers havde United indtil den halve time ikke meget at byde på, men det kom efter et fem minutters afbræk i spillet umiddelbart før første scoring, da gæsternes Paul Robinson – der havde til opgave at mandsopdække Rooney – faldt ind i Thomas Gaardsøes knæ, hvilket var så alvorligt at forsvareren måtte bæres fra banen efter fem minutters behandling fra lægeteamet.

For at gøre ondt værre for WBA, gik der ikke mange sekunder efter genoptagelsen, før United fik scoret. Rio Ferdinand tog en ordentlig tur i højresiden og sendte bolden ind til Park, som hårdt presset lige akkurat fik prikket læderkuglen bagud til Scholes, som resulot smækkede den ned i hjørnet og bragte United på sejrskurs.

Inden pausefløjtet lød – efter en første halvleg på 51 minutter – nåede Rio Ferdinand også lige at understrege, at hans måltørke er brudt. United fik hjørnespark og meget lig scoringen mod Wigan steg Rio til vejrs et stykke ud i feltet og headede bolden ind i fjerneste side. Dermed satte han et perfekt punktum for første akt.

Sejren var med scoringen også sikret mod Birmingham-gæsterne, der intet havde at byde på og da også kun havde valgt at stille med Nathan Ellington i front. United trillede derfor bolden rundt det meste af anden halvleg for at spare på kræfterne, men efter lidt over et kvarters boldtrilleri eksploderede United-offensiven, og netop indskiftede Alan Smith klaskede et perfekt indlæg ind i panden på fremadstormende van Nistelrooy, der svarede igen på Frank Lampards reducering af hans forspring på topscorerlisten tidligere på dagen.

Så gad United ikke mere og de lod WBA komme mere til faldet i slutningen. Det udløste en kæmpechance til den tidligere United-trainee Ronnie Wallwork, der helt fri med van der Sar dog fik leveret et fladt skud helt blottet for saft og kraft. Derfor blev det til 3-0 og ikke 3-1 i noget, der bedst kan betegnes som en god omgang træning for Fergies drenge. Der kan i hvert fald ikke klages over at være blevet spildt unødige kræfter i dag, hvis resultatet mod Birmingham onsdag ikke bliver, som alle forventer.

Karakterer:

Van der Sar 7 Tilskuer i store dele af kampen. WBA”s tandløse offensiv bød på stort set ingen prøvelser for van der Sar, der kunne være hoppet udover banden og spist pebernødder med fansene, uden nogen ville have opfattet det.

Neville 7 Gary Neville har været en solid forstærkning af forsvarets højreside siden comebacket. Han benyttede ikke dagen til at gøre det store opmærksom på sig, men solid var præstationen under alle omstændigheder.

Ferdinand 8 Manden bag den næstisdste pasning ved det første og hovedet bag det andet mål. Startede godt nok med et par fejlpasninger, da han førte bolden frem, men fik spillet sig gevaldigt op.

Brown 7 Måtte udgå i pausen, men indtil da havde Brown endnu engang bevist, at dagsformen lige for tiden er langt bedre end den, Mikael Silvestre viste umiddelbart før sin skade.

O”Shea 6 Igen ingen prangende præstation af venstrebacken, der blev rykket ind centralt i anden halvleg. Formåede at få raget en advarsel til sig allerede efter ti minutter – efter dommer Clattenburg havde vist sig nådig og ladet O”Shea slippe med en henstilling, da han kom for sent i en tackling i åbningen.

Park 9 En af Uniteds klart mest formstærke for tiden. Igen i dag uimodståelig på højrekanten, og når sydkoreaneren rykkede centralt blev han altid involveret i spillet. Lagde tilmed op til Scholes´ kasse, selvom der blev revet og flået i ham.

Fletcher 8 Lige så dårligt som hans spil er på højrekanten, lige så stærk synes han at være i midten. Som mod Villa en evig stopklods for al offensivt modstanderen prøvede igennem midten.

Scholes 7 Scholes stod trods målet i skyggen af sin centrale midtbanepartner. Derfor må det nødvendigvis også blive til en karakter lavere på skalaen, men upåklagelig indsats uanset.

Giggs 6 Ikke meget kreativt der kom fra Giggsy i dag. Fik hele kampen, men manden, der næste gang han spiller runder United-kamp nummer 650, gjorde ikke opmærksom på sig selv denne 2. juledag.

Rooney 7 Om det var mandsopdækningen, der slog ham ud af kurs, skal stå som et åbent spørgsmål. I hvert fald var Uniteds altoverskyggende stjerne ikke så meget involveret som vanligt, men behøvede på den anden side heller ikke være det. Han sparede på kræfterne.

Van Nistelrooy 7 Heller ikke van Nistelrooy gjorde det store væsen af sig selv. Hollænderen havde ikke et skud på mål i hele første halvleg, men kompenserede ved at være effektiv så snart han fik muligheden efter en god time.

Indskiftere

Richardson 6 Erstattede Brown i pausen og røg ud som venstreback. Her kom han med frem ved flere anledninger, men der kom intet uventet eller opsigtsvækkende fra Richardsons kant i dag.

Smith 7 Smith erstattede Scholes og gik straks ind og satte sig igennem på midtbanen. Fightede og kronede sin indsats med et perfekt førstegangs-indlæg til van Nistelrooy ved 3-0-scoringen.

Saha 6 Saha var usynlig efter sin indskiftning for van Nistelrooy, der skulle spares til det videre juleprogram. Til den hovedstødsstærke spids´ forsvar skal det siges, at han kom ind på et tidspunkt, hvor holdet spillede i gå-tempo og uden offensiv tankegang.

Dagens OldTrafford.dk-MoM: Park Rio scorede og lade op, men Park overstrålede alle. Man forstår engang imellem ikke, hvad tusindvis af stepover-finter gør godt for, når man ser Park afdrible modstanderen med et enkelt træk…

Forrige artikel

Opstillingen på Boxing Day

Næste artikel

Sir Alex glad for lette point

ANNONCE