United udspillet i Milano

Forventningerne var naturligvis store inden kampen, da United kom for at forsvare en 3-2-føring. Sir Alex Ferguson havde udtalt, at United ville spille…

Forventningerne var naturligvis store inden kampen, da United kom for at forsvare en 3-2-føring. Sir Alex Ferguson havde udtalt, at United ville spille offensiv fodbold, men det fik de ikke lov til.

Milan var simpelthen United overlegen overalt på banen. Allerede i kampens første minut viste United-forsvaret sine svagheder, da superstjernen Kaká uden problemer kunne løbe forbi Nemanja Vidic og lægge en farlig aflevering, der dog ikke blev til noget.

Milan pressede konstant på for at score det mål, der ville sende dem i Champions League-finalen. Clarence Seedorf var den første til at få et skud inden for målrammen, da han bankede til kuglen fra kanten af feltet. Edwin van der Sar reagerede lynhurtigt på stregen og fik vippet det hårde skud over mål.

Kakás første skud på mål kom i det syvende minut. Højrebacken Massimo Oddo smed et godt indlæg ind til brasilianeren, som dog ikke kunne snyde van der Sar.

Efter 11 minutter fik Milan deres første scoring. Kaká scorede to mål på Old Trafford, og det tredje kom så på San Siro. Bolden blev sendt frem til Seedorf, der kunne heade den tilbage til Kaká. Champions Leagues topscorer svigtede ikke på den store mulighed og sendte bolden ind ved den ene stolpe.

Milan var tydeligvis ikke tilfredse med 1-0, så de fortsatte ufortrødent. Ikke længe efter driblede Andrea Pirlo igennem en række United-spillere og sendte kuglen forbi mål.

Uniteds første reelle forsøg på mål opstod et par minutter senere. Ryan Giggs havde rigeligt med plads i højre side af banen og førte her bolden frem, men waliserens skud havde hverken nok kraft eller præcision til at kunne overrumple Dida.

Giggs’ forsøg var ikke signal for, at kampen var ved at vende. Tværtimod. Efter en halv times spil kunne Seedorf gøre det til 2-0. Efter skidt forsvarsspil af Vidic og Gabriel Heinze blev bolden sendt ind til Seedorf på midten af banen. Lidt heldigt satte han to United-spillere af, før han tørt huggede bolden i kassen.

Inden pausefløjtet nåede også Filippo Inzaghi at få sendt et skud af sted, men han kunne ikke true van der Sar.

I anden halvleg trak Milan sig en smule tilbage på banen. De skabte således ikke selv de store chancer, mens United ikke var gode nok på dagen til at kunne bryde igennem Milans defensiv. Kaká stod for den første store mulighed efter otte minutter. Milans nr. 22 snød Vidic og fyrrede af mod van der Sar, som dog reddede flot.

Efter en times spil fik Darren Fletcher en gylden mulighed for at bringe United tilbage i kampen. Fra midten af banen fandt Wayne Rooney Fletcher i en helt fri position i højre side. Den unge skotte fik overhovedet ikke styr på sit skud og ramte adskillige meter ved siden af mål.

Kampens kedelige tendens fortsatte. Der var ikke meget spænding i anden halvleg. Efter 77 minutter fik Louis Saha comeback på bekostning af John O’Shea. Blot to minutter senere var forsvaret helt væk, da Alberto Gilardino modtog en lang aflevering. Den italienske landsholdsangriber svigtede ikke på sin friløber og scorede sikkert til 3-0. United kunne ikke true Milans mål, så det blev også kampens resultat.

Det sender United ud af Champions League-turneringen, mens Milan avancerer til finalen, hvor Liverpool venter. Det bliver således en gentagelse fra finalen i 2005.

Forrige artikel

Vidic starter i Milano

Næste artikel

Ancelotti hylder sit hold

ANNONCE