Kritikken har været massiv siden søndagens pinlige affære hjemme mod Liverpool, hvor gæsterne total kørte et uinspireret og tamt United-mandskab over. Specielt manager David Moyes og hans fremtid i klubben har været til heftig diskussion de seneste dage.
I dag var så første mulighed for Moyes og ikke mindst spillerne til at vise, at de har mere at byde ind med i United. Og ikke mindst, at de har en fremtid på Old Trafford.
Men det var ikke en let opgave. Græske Olympiakos vandt første kamp med 2-0 i Athen, i en kamp hvor grækerne egentlig spillede en ganske god kamp. Så der var på ingen måde lagt op til en walkover for United i dagens opgør.
Moyes havde til dagens kamp valgt at smide rutinerede Ryan Giggs ind i startopstillingen, og den 40-årige waliser blev dermed den ældste markspiller i Champions Leagues historie. Og Giggs var en af Uniteds bedste i opgøret, og den walisiske troldmand havde en fod med i de første par United-scoringer.
Desuden startede Danny Welbeck inde på kanten, og han var kampen igennem en vigtig brik i Uniteds offensive spil. Welbecks energi, løbevillighed, tempo og fart gav en ekstra dimension til United, og han var med til at skabe mere rum for de andre offensive kræfter.
Olympiakos viste dog, at de ikke var kommet til Manchester for udelukkende at forsvare deres føring fra første kamp. Gæsterne spillede frisk til, og skabte en række gode muligheder. United virkede i perioder nervøse og flere gange i løbet af opgøret var David de Gea den store redningsmand i målet. Stor kredit til Olympiakos, der kan rejse retur med oprejst pande.
Spillet flød stadig ikke optimalt for United, men den helt afgørende forskel fra weekendens nederlag var, at spillerne i dag udviste noget vilje og gejst. Noget der ellers i den grad har været savnet i denne sæson.
Robin van Persie har virket ganske uinteresseret i flere kampe, men i dag var den hollandske bomber oppe i gear igen. Hattrick af van Persie, som dermed var den helt store helt for Moyes og co i dag. Desværre blev topscoreren båret fra banen kort før tid, med noget der kunne ligne en alvorlig knæskade.
3-0 var nok for United, og efter mål på straffe, frispark og åbent spil, trak United sig automatisk længere tilbage på banen. Det gav mere plads til grækerne, der bestemt ikke var ufarlige. I perioder var Olympiakos spilstyrende og kunne med mere held i sprøjten have scoret et afgørende udebanemål.
Men United holdt stand, og til et kæmpe jubelbrøl fra Old Trafford kunne spillerne og manager Moyes juble over at være med i bowlen, når der på fredag trækkes lod til kvartfinalerne i Champions League.