Jagten på nummer 259: Andy Ritchie, nummer 102, 1977-1980

Manchester United har givet debut til 258 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Skrevet afSteffen Jønsson

14. juli 2026 10:16

Giv din mening til kende

Foto: Simon Bruty/Allsport

Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.

I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.

For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:

Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau

I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.

Nummer 102: Andy Ritchie

Manchester-fødte Andrew Timothy “Andy” Ritchie – på billedet i kamp mod United – er et eksempel på en spiller, som United måske kunne have fået mere ud af.

Som 14-årig kom han til klubben i 1975 som et stort angrebstalent, der også scorede flittigt for England Schoolboys.

Derfor var der heller ikke engang gået en måned fra hans 17-års fødselsdag, før han fik sin debut på Uniteds førstehold.

Det skete den 26. december 1977, den såkaldte Boxing Day, som er en særlig dato i den engelske fodboldkalender. Faktisk er han én af kun fire United-debutanter på Boxing Day siden Old Traffords åbning i 1910.

Det drejer sig foruden ham selv om Arthur Potts (1913), Norman Tapken (1938) og Nicky Wood (1985), og pudsigt nok skete det på Goodison Park i tre af tilfældene.

Mens både Potts og Wood debuterede med et nederlag til Everton, gik det bedre for Ritchie, der startede inde i en 6-2 sejr mod den blå Liverpool-klub.

Det var i øvrigt ikke nyt for Evertons træner, Gordon Lee, at tabe stort til United. Året før havde han stået i spidsen for Newcastle i et 7-2 nederlag på Old Trafford.

Her havde Tommy Docherty stået i spidsen for United. Han var dog siden blevet afløst af Dave Sexton, som var manden, der gav Ritchie debut.

Gennembrud

Andy Ritchie fik fire kampe i debutsæsonen og var altså stadig kun 17 år, da hans første fulde sæson begyndte i sommeren 1978.

Her fik han dog først spilletid i december, men så betalte han tilbage med to mål i en 3-1 sejr over Derby County. Mål mod Tottenham, Manchester City og Bristol City fulgte, inden han scorede et ‘perfekt’ hattrick i en 4-1 sejr over Leeds i marts 1979.

Han skulle slet ikke have startet den kamp, men Joe Jordan blev skadet under opvarmningen. Og så endte reserven med at score ét med højre, ét med venstre og ét med hovedet. Et vidnesbyrd om, at han var en temmelig komplet angriber.

Dette var dog ikke nødvendigvis til hans fordel, da han var i konkurrence med specialister i form af den fysisk stærke Joe Jordan og den rutinerede tekniker Jimmy Greenhoff.

Ifølge magasinet ‘When Saturday Comes’ var Ritchie en bedre allround-spiller end dem begge. Han kunne dog ikke matche dem hver især på deres spidskompetence.

Derudover var Sexton også kendt for at stille op med hold, der var ‘mere grå end himlen over Manchester’.

Den rutinerede duo blev også foretrukket i den efterfølgende FA Cup-semifinale mod Liverpool på Maine Road. Her scorede de også begge to i kampen, som endte 2-2. Og i omkampen på Goodison Park vandt United 1-0 på mål af Greenhoff.

Missionen lykkedes altså for Sexton, der kvalificerede holdet til finalen mod Arsenal. En finale, som United tabte 3-2 uden spilletid til unge Ritchie.

Angriberen fik scoret to gange mere, før sæsonen var forbi, og dermed nåede han som 18-årig op på imponerende ti mål i 17 ligakampe i sin første fulde sæson.

Ud i glemslen efter endnu et hattrick

Herfra skulle teenageren have bygget på og være blevet en vigtigere spiller på holdet. Men i stedet blev det kun til sporadiske kampe, oftest som indskifter eller i uvante positioner, for eksempel på højre kant.

Det kastede heller ingen mål af sig, før han i april 1980 fik chancen i front sammen med Joe Jordan i en hjemmekamp mod Tottenham.

Her scorede han både til 1-0, 2-0 og 3-0 og viste klare prøver på sin målnæse. Scoringen til 2-0 var i øvrigt lidt af en perle, idet han med venstre ben dirigerede bolden op i målhjørnet fra kanten af feltet.

Højdepunkter fra kampen kan ses herunder, hvor han spiller i trøje nummer 10:

Kampen var del af en stærk sæsonafslutning for United med seks sejre i træk. Stimen stoppede dog med et 2-0 nederlag mod Leeds i sidste spillerunde, hvor United til gengæld startede en rigtig dårlig stime med kun to sejre i 13 ligakampe.

I denne periode måtte en presset Sexton prøve forskellige ting af, og det blev både med og uden Ritchie på holdkortet. Ritchies sidste syv kampe endte dog med fire nederlag og tre uafgjorte med en samlet målscore på 1-6.

Derfra gik der heller ikke længe, før klubben i oktober 1980 solgte ham til Brighton, som året før var rykket op i den bedste række for første gang nogensinde.

I alt blev det til 42 kampe og 13 mål for United, inden han var del af en rokade, hvor Garry Birtles kom til United fra Nottingham Forest, mens Peter Ward skiftede til Forest fra Brighton.

Sexton selv blev i United et halvt år længere end Ritchie, før han blev fyret og afløst af Ron Atkinson.

Missede Wembley for anden gang

Hos Brighton scorede Ritchie først i sin ottende kamp, og det var netop mod United, som alligevel vandt 4-1 efter to mål af Joe Jordan.

Det blev kun til seks mål i hans første sæson på sydkysten. Til gengæld kom ét af dem i en meget vigtig 2-0 sejr over Leeds, hvor mågerne reddede sig fra nedrykning.

Herefter solgte klubben sin topscorer Mark Lawrenson til Liverpool, og det banede vej for Ritchie, der blev årets spiller og topscorer for sin klub i den følgende sæson med 14 mål, mens klubben endte på en flot 13. plads i den bedste række.

Ét af målene sikrede dem også en historisk 1-0 sejr på Anfield i marts 1982. Det var Brightons første sejr nogensinde over Liverpool i den bedste række, og der skulle gå næsten 39 år, før det skete igen.

Hans form dykkede i den følgende sæson, hvor Brighton var på vej til at rykke ned. I FA Cup gik det dog bedre med en plads i finalen for første gang nogensinde.

For anden gang indgik han dog i en byttehandel, da han skiftede til Leeds i den næstbedste række, mens den to år yngre Terry Conner blev sendt den anden vej.

Skiftet skete før FA Cup-finalen, og dermed var det igen lige ved og næsten for Ritchie at få lov til at spille på Wembley.

For Brighton var transferen en succes på den lange bane, da Connor blev topscorer for dem i tre af de følgende fire sæsoner. Men på kort sigt endte de stadig med at rykke ned, mens Connor ikke var spilleberettiget i FA Cup-finalen mod Manchester United, da han allerede havde spillet i turneringen for Leeds.

Derfor måtte de starte med midtbanespilleren Gordon Smith i en uvant rolle som angriber. Han scorede også til 1-0, men kunne have afgjort det hele til sidst.

– And Smith must score, blev der sagt i kommenteringen af kampen, der sluttede 2-2 efter hans sene afbrænder. United vandt omkampen 4-0, og Smith har siden været syndebuk i Brighton, som kunne have vundet sit første – og til dato eneste – store trofæ.

Væk fra sydkysten

For Ritchie var skiftet til Leeds en succes, og han scorede 44 mål i 159 kampe over fire år. Det kulminerede i 1987 med en FA Cup-semifinale og den første opryknings-playoff nogensinde.

Den endte de dog med at tabe efter tre kampe mod Charlton Athletic, der var sluttet fjerdesidst i den bedste række. Leeds havde kvalificeret sig til finalen via en fjerdeplads og en sejr mod Oldham Athletic, der var sluttet som nummer tre.

Herefter skiftede han netop til Oldham, hvor han i øvrigt var holdkammerat med en ung Denis Irwin. Ritchie var topscorer for dem i de næste tre sæsoner, som kulminerede i 1990 med en Liga-Cup finale og en FA Cup-semifinale.

For fjerde gang stod han nu med en FA Cup-finale inden for rækkevidde, men havde stadig til gode at træde ind i historiebøgerne på Wembley.

Var måske tæt på at få Ferguson fyret

Modstanderen i FA Cup-semifinalen var ingen ringere end hans tidligere klub Manchester United, som i ligaen kun var på vej til en 13. plads i Alex Fergusons fjerde sæson i spidsen.

I det første opgør kom Oldham foran 1-0, men var siden bagud to gange, før kampen sluttede 3-3 efter forlænget spilletid. I en livedækning fra kampen stod der følgende efter 49 minutters spil:

– Ritchie sætter Pallister med endnu en god vending på midterlinjen. Sammen med (Neil) Webb har han været den mest opfindsomme spiller på banen.

I omkampen på Maine Road kom Ritchie også på tavlen, da han efter 81 minutter udlignede Brian McClairs føringsmål.

I den forlængede spillede kom Mark Robins på banen for United. En ung angriber, som stod i skyggen af den faste angrebsduo med McClair og Mark Hughes. Præcis som Ritchie havde gjort 11 år før med Joe Jordan og Jimmy Greenhoff.

Mark Robins endte også med at score målet, der sendte United videre. Til en finale, som United vandt over Crystal Palace. Igen efter omkamp som følge af 3-3 i det første opgør.

Mens Ritchie for fjerde gang var tæt på at komme i en FA Cup-finale, lykkedes det altså for United at vinde sit første trofæ under Alex Ferguson. Et trofæ, som måske reddede United fra at fyre den skotske legende.

Ritchie spillede i alt otte år i Oldham, som rykkede op i 1991 og fik tre sæsoner i den bedste række.

Han stoppede karrieren i 1999 og var træner for Oldham Athletic, Barnsley og Huddersfield Town frem til 2008.