Derby County overraskede alt og alle, da de i starten på måneden sendte verdensmestrene fra Manchester hjem med en kæp i hjulet. Indtil da havde United været i en god stime af sejre, hvorfor udebanekampen mod de formsvage Rams ikke så frygtindgydende ud på papiret. Men med 1-0-sejren havde Derby gjort returopgøret på Old Trafford spændende, og begge hold havde da også skud i bøssen her til aften.
Manchester United havde traditionen tro valgt, at satse på en blanding af reservespillere og ungdomsspillere. Der var således blevet plads til både Ben Foster, Rafael da Silva, Darron Gibson og Danny Welbeck fra start. Derby satsede på, at kunne køre nogle kontrastød med den lange Rob Hulse fremme som targetman. Derudover var danske Martin Albrechtsen tilbage i centerforsvaret.
Kampen startede i et forholdsvis roligt tempo, men dette skulle gæsternes helt fra første opgør lave om på, da han sendte et tordenbrag af sted mod kassen. Ben Foster kunne dog prise sig lykkelig for, at sparket netop fløj forbi trekantsamlingen, og herved blev værterne advaret om ikke at tage for let på opgaven.
En af de mere udskældte spillere i denne sæson, Luis Nani, havde også fået chancen fra start og havde dermed minutterne til at vise, hvad han kan. Denne chance greb han efter 16 minutters spil, da han i straffesparksområdet kunne gå ind i banen og affyre et tørt spark hverken Roy Carroll eller stolpen kunne holde ude af nettet. 1-0 på et sublimt hug af portugiseren, der tydeligvis glædede sig over succesoplevelsen.
Klasseforskellen viste sig halvlegen ud, da Championship-klubben ikke havde de fornødne evner til, hverken at slå tilbage eller forsvare sig på de blodtørstige United-angreb føringen medbragte. En offsidefælde kiksede gevaldigt for Gary Teale kun seks minutter efter 1-0-scoringen, hvilket gav den nødvendige tid og plads til John O’Shea, der let kunne trille sin første scoring i indeværende sæson ind.
I 34. minut skulle det blive endnu værre for gæsterne, der efter en hjørnesparkskombination af Ryan Giggs til Rafael da Silva, blev fanget på hælene i feltet. Carlos Tevez var dog vågen, og headede United på 3-0 efter oplæg af det lille brasilianske stjerneskud, der for alvor er ved at slå sit navn fast i hjerterne på United-supporterne. Rafael da Silva måtte dog senere udgå en skade, og erstattet af Darren Fletcher.
Efter halvlegen lettede Manchester United foden fra speederen, da de med 3-0-føringen lignede sikre Carling Cup-finalister. The Rams havde heller ikke det vilde at skyde med, hvorfor kampen lignede at køre ud i sandet med kun 10 minutter igen.
Jonny Evans fangede Paul Green i feltet, og dommer Mike Dean pegede på pletten. Herfra kunne indskiftede Giles Barnes give fornyet håb til gæsterne, og kampen skulle vise sig, at have mere i vente. Derby var ved 3-1-cifrerne kun et enkelt mål fra at komme ud i forlænget spilletid, hvor deres udebanemål kunne få en afgørende rolle, men United skiftede op til et højere gear efter reduceringen. Det gav hurtigt pote, da et ellers glimrende angreb blev ulovligt standset af Roy Carroll i feltet, hvorfor Mike Dean måtte fløjte for straffe igen. Indskiftede Cristiano Ronaldo eksekverede sikkert til 4-1, og hermed skulle man tro kampen var slut.
Men Giles Barnes havde mere i sig, og han viste endnu engang prøver på sit potentiale, da han på et frispark udplacerede Ben Foster, og gjorde det til slutcifrene 4-2.
Manchester United skal altså spille Carling Cup-finale den 1. marts. Her bliver modstanderen højst sandsynligt Tottenham, da de i første opgør slog modstanderne fra Burnley 4-1. Returopgøret spilles onsdag.
Sir Alex Ferguson kan muligvis gå bekymrende tider i møde, da både Rafael da Silva og Jonny Evans baksede med småskader. Førstnævnte blev udskiftet, mens sidstnævnte måtte bide smerten i sig, da alle udskiftninger var opbrugt da hans skade indtræf. Derudover lignede det at både Luis Nani og Anderson fik forstrækninger, men intet konkret om skaderne er endnu oplyst.