Gary Neville annoncerede sidste år hvordan han “vil give noget tilbage til fansene” med et stort og ambitiøst byggeprojekt ved Old Trafford.
Med et hotel på 10 etager og dertilhørende supporterklubhus ville Gary Neville sige tak for den støtte, som han gennem karrieren i United havde fået, og klubben var ved præsentationen glade for den tidligere anførers projekt.
“Det er et meget spændende projekt og klubben ønsker Gary al mulig succes med det,” sagde Manchester Uniteds driftdirektør Michael Bolingbroke tilbage i maj.
Men nu har piben helt uventet fået en anden lyd, skriver Manchester Evening News.
I et fem siders langt dokument slår Manchester United fast overfor byrådet, at de ikke er interesseret i at projektet bliver realiseret.
Blandt andet argumenterer klubben for at projektet fejlagtigt hævder forbindelse til klubben. Samtidig rejser klubben bekymringer om at den planlagt supporterklub kun vil være tilgængelig for medlemmer og ikke offentligheden.
Derudover skriver klubben at fortsat vil modsætte sig projektets planer af hensyn til området rundt om Old Trafford, trafiksikkerheden og klubbens holistiske vision for udviklingen af området omkring stadion.
En talsmand fra Manchester United forsvarer klubbens modstand til projektet med, at planerne siden maj er ændret og at klubben ikke længere ønsker en så stor bygning op ad Old Trafford.