Her indløb nyheden om, at Nantes´ nyindkøbte målmand Vladimir Stojkovic havde chancen for at komme til Manchester i stedet for at påtage sig opgaven som ny førstemålmand i den franske topklub.
Ifølge 22-årige Stojkovic, der regnes for et af Europas største talenter på positionen som ankermand, var der mulighed for at skifte til Old Trafford fra Nemanja Vidics tidligere klub Røde Stjerne. Men i sidste ende var der for mange løse ender til, at handelen kunne gennemføres.
“Manchester United var ude efter mig, men af forskellige årsager blev det ikke til noget. Andre engelske klubber havde også følere ude, men dem var jeg ikke interesseret i,” fortæller Stojkovic, der i Nantes-buret er sat til at afløse et gammelt United-transfermål i Michael Landreau.
At Manchester United jagter en ny mand til buret bekræftes dermed halvt. Ifølge stærke forlydener er det da også kun et spørgsmål om tid, før West Bromwichs Tomasz Kuszczak er indlemmet i truppen.