Uniteds kvindehold fortsætter den gode sæsonstart

Manchester Uniteds kvindehold har fået en fænomenal sæsonstart – og fredagens topopgør mod Chelsea blev ingen undtagelse.

(Photo by Charlotte Tattersall – WSL/WSL Football via Getty Images)

Det er efterhånden blevet kutyme for undertegnede at levere en halvmånedsopdatering på Uniteds kvindehold.

Det skal ikke lyde som en negativ opgave – det gør jeg med stor glæde, når det går så godt.

Manchester Uniteds kvindehold er kommet fremragende fra land i indeværende sæson, og i fredags stod det på sæsonens hidtil største prøve.

Nemlig Chelsea, der har vundet samtlige udgaver af Women’s Super League med det nuværende format, der startede i 2019.

De blå fra London besjerede også United i kvindernes FA Cup i fjor, der sikrede dem ‘The Double’.

Chelsea havde vundet alle deres kampe inden fredag, men den stime kunne United stoppe.

United skulle forsøge at tage endnu en sejr efter forrige uges derbysejr over Liverpool, men det var Chelsea der lagde bedst fra land.

Efter blot ni minutter, fandt Chelsea netmaskerne ved Wieke Kaptein, der fandt plads omkring det lille felt. Herfra sendte hun bolden lavt forbi Uniteds amerikanske keeper, Phallon Tullis-Joyce.

Så kunne man tro, at Uniteds tidligere dårlige oplevelser med Chelsea skulle få dem ned i sækken, men tværtimod.

Blot ti minutter senere, fandt Uniteds helt store stjerne Ella Toone et rum lige uden for Chelseas felt. En andenbold, fik hun kontrolleret med hovedet lige ned i fødderne på Anna Sandberg, der flugtede bolden i det lange hjørne, og så var United ellers tilbage.

Så var der lagt i kakkelovnen til et målshow, men det blev ved 1-1.

Begge hold havde mange gode muligheder for at score, men kunne ikke få den over stregen.

Både United og Chelsea fortsætter altså deres ubesejrede stimer efter en god kamp, hvor 5100 fans var troppet op på Leigh Sports Village på en kold fredag aften.

Chelsea beholder deres førsteplads i WSL, mens United bliver skubbet ned på fjerdepladsen blot to point efter Chelsea. Manchester City og Spurs har hver især 12 point.

De næste opgaver for United, er to Champions League-kampe. En mod norske Vålerenga og en mod Atletico Madrid. Derimellem en tur til Liverpool, hvor Everton venter, inden Brighton venter hjemme om to ugers tid.

Skriv et svar
Forrige artikel

Læsernes karakterbog: Stabilt hele vejen rundt

Næste artikel

Diego Leon skal med Paraguays landshold for første gang

ANNONCE