Usikkerhed omkring Ronaldo-situation

Flere indicier på sladderplan peger hen imod, at Cristiano Ronaldo slet ikke er så sikker på at fortsætte sin karriere i Real Madrid.

Rygterne der sender Cristiano Ronaldo tilbage til Old Trafford stopper sandsynligvis ikke før sommertransfervinduet smækker i. Ikke desto mindre er der nye historier, der sår tvivl i Florentino Perez’ skråsikkerhed omkring sit bedste kort.

Cristiano Ronaldo skulle nemlig have afslået sin kære præsidents første kontraktudspil, der skulle udvide hans nuværende kontrakt med tre år, til stor forbløffelse for Madrid-ledelsen. Det skriver Metro.co.uk.

– Jeg tror, at Ronaldo vil blive hos os i resten af sin karriere. Jeg tror, de færreste her er bekymrede for hans kontraktsituation. Vi har ham stadig bundet for to år, siger Florentino Perez ifølge avisen.

I The Mail kan man læse, at Real Madrid skulle være på nippet til at slå deres egen verdenstransferrekord med et bud på svimlende 85 millioner pund for Tottenhams Gareth Bale for at lukke hullet, og fansenes vrede, ved en mulig afgang af Cristiano Ronaldo.

Et spansk medie bringer i dag historien om, at Cristiano Ronaldos villa ved Pozuelo de Alarcón i Spanien er blevet sat til salg. Det Madrid-baserede ejendomsmæglerfirma, Promora, har fået fornøjelsen af at sælge huset, der har syv soveværelser og to store swimmingpools.

Skulle det have interesse, kan det erhverves for små 5,4 millioner euro. 

Forrige artikel

United i transferkrig med Arsenal og Chelsea

Næste artikel

Stoke: Sælger gerne Begovic til United

ANNONCE