Manchester Uniteds Edwin van der Sar blev kåret til Europas bedste af UEFA her til aften. Hollænderen vandt kapløbet foran Chelseas Petr Cech og Barcelonas Víctor Valdés. Uniteds 38-årige sidste skanse viste i løbet af sidste sæson, at han stadig kan begå sig på allerhøjeste niveau, selvom alderen trykker.
I løbet af mesterskabssæsonen var målmanden hovedperson i en fantastisk rekord. 1334 minutter uden at lukke mål ind vil altid blive husket, og vil højst sandsynligt ikke blive slået på det niveau lige foreløbigt. 14 kampe i ligaen uden at måtte hente bolden ud fra nettet hjalp Manchester United til det tredje trofæ i træk.
På europæisk plan gjorde Van der Sar det også stærkt, da han kun lukkede tre mål ind fra gruppekampene til semifinalerne. At United ikke løb af med pokalen i sidste ende skal ikke stjæle billedet fra den aldrende keepers præstation.
”Jeg har haft en ret lang karriere, og vundet nogle titler med forskellige klubber. At vinde en individuel pris, og én så stor som denne, er en dejlig oplevelse og en stor ære,” sagde Edwin van der Sar om hæderen ved prisoverrækkelsen.