Sir Alex Ferguson overraskede de fleste, da han i 2006 hentede Edwin van der Sar i Fulham for 2,8 millioner pund. Den rutinerede hollænder har dog siden da vist sig at være alle pengene værd, hvorfor mange også betragter ham som et af Fergusons bedste køb nogensinde.
Således har den tidligere Juventus-spiller været fast mand mellem stængerne hos United siden sit skifte. I den periode er det blandt andet blevet til tre mesterskaber og et Champions League-trofæ for ”De røde djævle”, der før Van der sars ankomst havde ledt forgæves efter en afløser for Peter Schmeichel.
Og til trods for, at den tidligere landsholdsmålmand snart runder de 40 år, har han ingen umiddelbare planer om at trække sig tilbage.
”Man spiller i Premier League og i Champions League, og det med chancen for at vinde trofæer og konkurrere mod de bedste spillere i ligaen,” udtaler van der Sar overfor Sky Sports, før han uddyber.
”Det er simpelthen for godt til bare at sige stop. Jeg nyder det stadig. Selv i min alder er det rart at yde sit maksimale, så man kan være blandt de startende 11 på en lørdag eller tirsdag.” slutter den aldrende hollænder, der to gange er blevet kåret til den bedste målmand i Europa.
Edwin van der Sar satte tidligere i år sin underskrift på en kontraktforlængelse med Manchester United, så de nu har papir på hinanden indtil sommeren 2011.