Van Gaal fik den perfekte start

Hvis man havde troet, at United i vanlig stil ville lægge blødt fra start i årets forsæson, beviste hollænderen hurtigt, at han tager forberedelsen seriøst. Efter en pragtkamp af særligt Ander Herrera knuste ”de røde djævle” LA Galaxy.

Det er kun en uge siden, at Louis van Gaal officielt overtog tøjlerne i Manchester United. Alligevel var det som en åbenbaring at se deres indledende kamp mod LA Galaxy. Hollænderen havde valgt en startopstilling bestående af rutinerede kræfter, krydret med nyindkøbene Shaw og Herrera. I en opstilling, der kunne minde om den van Gaal benyttede sig af med Holland til VM, spillede Jones, Smalling og Evans i et tremandsforsvar med Valencia og Shaw som wingbacks.

Særligt Herrera beviste tidligt i kampen, at den lange sommerpause ikke har ødelagt formen. Således hamrede han efter fem minutter bolden mod nettaget, som dog akkurat blev reddet af målmanden. Fra starten af kampen var det tydeligt at se, at van Gaals drenge kørte et højt genpres, og noget uvant fra den seneste sæson blev der taget mange løb, hvilket så ud til at passe “los amigos” Herrera og Mata glimrende.

Danny Welbeck startede oppe foran ved siden af Rooney, og allerede efter fem minutters tid havde englænderen en afslutning på mål, som dog sad i hænderne på målmanden. Men efter 13 minutter fik det store overtag i spil og chancer båret frugt. Juan Mata modtog bolden på kanten af feltet, som han hurtige afleverede videre til Welbeck. Med et tørt hug udefra hamrede englænderen kynisk bolden i nettet via venstre stolpe. 1-0.

”De røde djævle” fortsatte det store overtag i spillet i løbet af første halvleg. Debutanten Luke Shaw viste en smule defensiv usikkerhed i momenter, og det var da også i hans side, at amerikanerne så farligst ud. Dog ikke farligere, end at Smalling, Evans, Jones og De Gea fik clearet deres få forsøg.

Bedst som man troede, at pausestillingen ville ende 1-0, modtog Valencia bolden på kanten af feltet. Med sin fart søgte han et indlæg fra baglinjen, som ramte hånden på en Galaxy-spiller. Dette blev takseret til straffe, som Wayne Rooney køligt kunne sætte ind. Selvsamme Rooney var dog ikke færdig for i dag. Efter en skidt clearing fra en amerikansk forsvarsspiller faldt bolden for fødderne af englænderen, som forsøgte at chippe bolden over målmanden. Forsøget blev kun halvclearet, hvorfor han nemt kunne følge op til stillingen 3-0.

Ni ændringer – fire mål

Med den komfortable føring så Louis van Gaal sit snit til at lave en række udskiftninger i pausen. Ud gik blandt andre Rooney, Shaw, Mata og Evans og ind kom en blandet pose af rutinerede spillere og ungdomsspillere som Reece James, Michael Keane og Tyler Blackett.

Af de indskiftede spillere skal udskældte Ashley Young især have ros. Med en masse farlige dybdeløb lå han evigt på lur efter at bryde igennem, og i samspil med særligt Ander Herrera, der hele halvlegen dikterede spillet fra midtbanen, bar denne indstilling frugt. I det 62. minut modtog Ashley Young en fin stikning fra Herrera, som Young med et fladt, bagudrettet indlæg lagde bolden til rette for fødderne af den unge back Reece Jame, som stensikkert sendte bolden i mål fra 18 meter.

Debutanten skulle dog få mere at glæde sig over. 22 minutter senere førte Herrera flot bolden fremad, og lagde den til rette for Young hvis skud blev blokeret. Reposten endte hos James, som sikkert flugtede bolden ind til stillingen 5-0.

I slutminutterne var det tydeligt at se, at LA Galaxy ikke havde megen gejst tilbage. Igen-igen lurede Herrera med en stikning til Ashley Young, der havde taget dybdeløbet. Med en fin dribling snød han den fremstormende målmand, og kunne nemt sætte bolden ind i det tomme mål.

Dernæst var det nærmest som at sætte TV’et på repeat. Rafael kom stormende, afleverede til Herrera, som hurtigt lagde bolden videre til Young, der med stor sikkerhed kunne sende bolden i nettet.

Ret skal være ret. Det var et klart underlegent og ungt LA Galaxy-hold, som United var oppe mod i dag. Dog var der en verden til forskel fra det hold, som i den senestee pre season tabte til et dårligere thailandsk hold.

Van Gaals 3-5-2 formation så ud til at give spillerne gejst og vilje, og det var særligt positivt at se den umiddelbare ro, Ander Herrera har givet holdet. Med sikker boldføring, skarpe løb og flot fodboldintelligens var han – sammen med Young – kampens helt store fornøjelse, mens udskældte spillere som Kagawa, Welbeck og Fletcher ligeledes gav et positivt indtryk.

Opstillingerne

Første halvleg

De Gea

Smalling, Jones, Evans

Valencia, Fletcher, Herrera, Shaw

Mata

Welbeck, Rooney

 

Anden halvleg

Lindegaard

M. Keane, Fletcher, Blackett,

Rafael, Cleverley, Herrera, James

Nani, Young, Kagawa

 

Sådan gik kampen

’13: Welbeck (Mata)

’42: Rooney (straffe)

’45: Rooney (Welbeck)

’62: James (Young)

’84: James

’88: Young (Herrera)

’90: Young (Herrera)

Forrige artikel

Herrera og Shaw starter mod LA Galaxy - Fletcher kaptajn

Næste artikel

Van Gaal: Vi kommer til at spille 3-4-3

ANNONCE