Van Gaal jagter andenpladsen

Manageren var ganske tilfreds med dagens sejr over Liverpool, der gør Manchester United i stand til at se op mod andenpladsen i stedet for at orientere sig bagud.

Det var tre vigtige point, Manchester United hentede på Anfield her til eftermiddag. Sejre over Liverpool er altid rare, men forskellen i Premier League-tabellen er også vigtig.

Med sejren er United fem point foran Liverpool og har dermed et solidt forspring i kampen om den altafgørende top 4. Det betyder også, at Louis van Gaal orienterer sig mod Arsenal og Manchester City, som er henholdsvis et og to point foran.

– Jeg er meget glad for, at vi har vundet og skabt et hul mellem nummer fire og fem. Nu kan vi se op mod andenpladsen. Jeg er glad på fansenes vegne. Dette er et meget vigtigt øjeblik, siger Van Gaal til MUTV.

Den hollandske manager havde også roser fremme om matchvinder Juan Mata, der scorede begge Uniteds mål. Og en forklaring på, hvorfor Mata ikke altid starter inde.

– Han spillede rigtig godt, han er altid god for mig. Han er en af mine mest stabilt spillende spillere, men nogle gange har man også brug for balance på sit hold, lyder det fra Van Gaal.

Forrige artikel

Carrick: Bedst mod 11 spillere

Næste artikel

Rodgers lover stærk sæsonafslutning

ANNONCE