Den hollandske målmandsveteran Edwin van der Sar vil få et gensyn med AC Milan i morgen aften på Old Trafford.
Hollænderen var målmand på det succesfulde unge Ajax-hold, som i 1995 slog AC Milan i Champions League-finalen.
Selvom det nu er 12 år siden, så husker van der Sar dagen, som var det i går og ser ligheder fra Ajax-truppen dengang og Uniteds hold i dag.
“Det er lang tid siden jeg sidst vandt den (Champions League, red.). Men når jeg ser mig om i omklædningsrummet, så har jeg den samme følelse som i 1995. Vi har nok kvalitet, men det kan man sige om alle holdene, der er tilbage i turneringen.
Alle må spille op til deres bedste og vise det på banen,” siger Edwin van der Sar.
“Det er fede tider at være i omklædningsrummet. Tingen går godt. Der er meget på spil, men der er masser af selvtillid i truppen.”
Han vil få et gensyn med sin gamle holdkammerat fra Ajax-triumfen, Clarence Seedorf, som nu spiller i AC Milan.
En anden i truppen, som van der Sar også stiftede bekendtskab med tilbage i 1995, er Paolo Maldini, som i dag høstede roser fra Sir Alex Ferguson.
“Paulo Maldini har været en af mine favoritspillere i Europa igennem de sidste 15 år.
Jeg så ham spille i kvartfinalen, og han gik igennem alle 90 minutter uden at begå en tackling, hvilket er en kunst i sig selv,” lød det fra Ferguson på dagens pressemøde.
Maldini var en sikker mand på Milans venstreback, men er nu rykket ind i centerforsvaret.
“Han er 39 år nu, men han må stadig være på toppen af sit spil, da en klub af Milans størrelse på ingen måde har råd til fortsat at bære rundt på en med en så stor fortid,” udtaler Ferguson, som kan frygte Maldinis og resten af Milan-truppens erfaring i morgen, hvor Uniteds bænk ventes at bestå af lutter ungdomsspillere.