– Vi vidste allerede, at det handlede om andenpladsen

José Mourinho slår fast, at målsætningen i årets Champions League-gruppespil er at komme på andenpladsen, hvilket han allerede vidste inden gårsdagens nederlag.

Udklasseret. Udspillet. Udmanøvreret. Dommene har været mange og hårde, efter Manchester United i aftes lod Juventus drage hjem som fortjente sejrsherrer i gruppe H’s topopgør i årets Champions League.

Men spørger man “de røde djævles” manager, José Mourinho, vidste holdet allerede inden gårsdagens opgør, at det var andenpladsen, som var målsætningen. Juventus er simpelthen for stærkt et hold – og én af favoritterne til at nappe pokalen med de store ører til maj.

– Siden den uafgjorte kamp (mod Valencia, red.) har vi været klar over, at det skulle blive en kamp med Valencia om andenpladsen, og det er det, vi vil prøve at gøre, fortalte Mourinho på gårsdagens pressemøde.

– Vi spillede mod en af de største – allerstørste – kandidater til at vinde Champions League, og vi gjorde det mulige. Og jeg tror godt, vi kunne have fået et anderledes resultat – specielt som vi spillede i anden halvleg.

Bonucci og Chiellini burde undervise på Harvard

Når Mourinho og co. alligevel ikke fik det resultat, de håbede på, så peger portugiseren især på to spillere som udslagsgivende: Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini i Juventus’ centrale forsvar.

– Vi fik ikke resultatet, og det skyldes især hr. Bonucci og hr. Chiellini. De kunne tage til Harvard Universitet og undervise i, hvordan man spiller midterforsvarer. Fantastiske – absolut fantastiske. 

Gårsdagens resultat betyder, at Juventus er så godt som sikre på at vinde gruppen. De italienske favoritter har ni point halvvejs igennem gruppespillet, inden de i næste kamp tager imod “de røde djævle”, med fem point færre, hjemme på Juventus Stadium. 

United skal efterfølgende møde Valencia på Mestalla og Young Boys på Old Trafford. De to hold, som spillede uafgjort i går, har henholdsvis 1 og 2 point.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Mourinho roser 'fantastiske Chiellini og Bonucci'

Næste artikel

Nul udskiftninger: Mourinho manglede offensive muligheder

ANNONCE