Vidic: Nu skal der fokuseres

På lørdag er der finale i Champions League. Derfor skal Manchester Uniteds spillere hurtigt have armene ned efter søndagens engelske mesterskabsfest. “Vi…

På lørdag er der finale i Champions League. Derfor skal Manchester Uniteds spillere hurtigt have armene ned efter søndagens engelske mesterskabsfest.

“Vi er nødt til at komme ned på jorden efter spændingen ved at vinde ligaen. Vi skal forberede os, så godt vi overhovedet kan på Barcelona. Alle tænker på den næste kamp – det er årets største kamp,” siger Nemanja Vidic til MUTV.

Manchester Uniteds anfører vil helst ikke opleve en gentagelse af 2009-finalen, hvor Barcelona overbevisende vandt med 2-0.

“Vi husker, hvordan det føles at gå ind til en finale og tabe den.”

“Det er et af de sørgeligste øjeblikke i min karriere, og jeg er sikker på, at spillerne ikke har glemt det.”

“Vi ved, at vi møder et virkelig godt hold, og vi er nødt til at være klar både psykisk og fysisk. Man er nødt til at være intelligent. Barcelona har kvalitet, men også svagheder, og dem vil vi prøve at udnytte, så vi kan vinde kampen,” siger Nemanja Vidic.

Forrige artikel

Her er Garys modstandere

Næste artikel

Manchester United vindere af FA Youth Cup

ANNONCE