24-årige Nemanja Vidic har de seneste dage talt varmt for et skifte til United, og består han ellers lægetjekket og godtager Uniteds økonomiske tilbud, er drømmen gået i opfyldelse.
Allerede for fire år siden kiggede Ferguson første gang mod midterforsvareren, men på daværende tidspunkt var han ikke en mand skabt til forsvaret på Old Trafford. Det er han dog nu, og Fergie kan ikke vente på hans ankomst.
“Vi har kigget på ham i et godt stykke tid. Rent faktisk så jeg ham personligt i aktion som 20-årig mod Frankrig, men dengang var han ung og deusden spillede han i et forsvar med mandsopdækning. Derfor var det svært at vurdere ham, for vi spiller aldrig selv med mandsopdækning, så jeg måtte se ham i en firekæde.”
“Det har jeg nu set ham spille i for Serbien/Montenegro, hvor han har imponeret. Han er god i pasningerne, er hurtig og har en god psyke. Han kan ikke meget engelsk, men det regner jeg med hurtigt bliver lært,” sagde en forventningsfuld manager efter dagens match.
Ferguson vil samtidig ikke udelukke, der kan komme flere nye ansigter til i løbet af den næste måned. Han vil dog heller ikke love det.