Vild stime: United-spillere træder i karakter

Manchester Uniteds resultater har bragt klubben op på en foreløbig fjerdeplads, mens enkelte spilleres individuelle præstationer også bliver bemærket.

Foto:  Carl Recine/Getty Images

Februar er kun lige begyndt. Alligevel har United allerede scoret samme antal ligamål, som de gjorde hele sidste sæson.

Med 41 points er man også kun ét sølle point fra sidste sæsons total, selvom der endnu er 14 kampe tilbage og dermed hele 42 points at spille om. Så fremskridtet er til at få øje på.

Kun et nederlag i de sidste 12 kampe. Kun to nederlag i de sidste 18.

I januar måned er Michael Carrick og Patrick Dorgu nomineret som henholdsvis månedens manager og månedens spiller.

Det er priser, som i oktober måned blev vundet af Ruben Amorim og Bryan Mbeumo.

Imens brager Bruno Fernandes derudad med 12 assists og er nu kun ét oplæg fra at være med i en helt eksklusiv klub.

I denne sæson mangler han også kun otte for at tangere ligarekorden for flest assists i en Premier League-sæson.

Fire i træk

Det slutter dog ikke her. I hver runde af Premier League bliver der kåret en “Player of the Matchweek”, altså en ugens bedste spiller på tværs af alle ligaens kampe.

Dén hæder er nu gået til en Manchester United-spiller i fire spillerunder i træk.

Casemiro vandt den senest efter sit mål og den frække kik-væk assist til Matheus Cunha i sejren mod Fulham.

Før det gik hæderen til Patrick Dorgu (Arsenal), Bruno Fernandes (Man City) og Benjamin Sesko (Burnley).

Det slutter dog ikke her. Siden syvende spillerunde er hæderen uddelt 17 gange.

Her har Harry Maguire (Liverpool), Bryan Mbeumo (Brighton), to gange Bruno Fernandes (Crystal Palace og Wolves) samt Patrick Dorgu (Newcastle) også vundet prisen foran alle andre i Premier League.

Det er altså ni gange ud af de seneste 17 spillerunder, at denne hæder er gået til en United-spiller. Det svarer til 53%, altså over halvdelen af kampene.

Det er der naturligvis ingen andre klubber, der kan matche. Heller ikke hvis vi tager hele sæsonen med, hvor United-spillere altså ikke vandt kåringen i løbet af de første syv runder, hvor det blev til tre nederlag.

Arsenal, Liverpool og Spurs er tættest på Uniteds præstation, hver med tre gange ugens spiller. Dernæst følger Manchester City og Chelsea med to kåringer samt Leeds og Aston Villa med én.

Chelseas to er begge vundet af Moises Caicedo, som sammen med Patrick Dorgu og Bruno Fernandes er de eneste, der har vundet prisen mere end en gang i denne sæson.

I morgen skal United vende en dårlig stime mod Spurs efter ikke at have slået dem i otte kampe i træk. Hvis dette lykkes, er det ikke utænkeligt, at der kan kåres en United-spiller som “Player of the Matchweek” for femte spillerunde i træk.

 

Skriv et svar
Forrige artikel

Medie: Lang aftale til Mainoo lurer i kulissen

Næste artikel

Topopgør rykket: Ny dato for hjemmebanekamp fastlagt

ANNONCE