Vilde Fernandes-tal: På niveau med Ronaldos bedste sæson

Når det kommer til pointgivende målinvolveringer ligger Bruno Fernandes’ 2025/26-sæson sig op med de allerbedste i Uniteds historie.

25.

Det er antallet af Premier League-point, som Bruno Fernandes har været direkte involveret i at sikre til Manchester United i denne sæson indtil videre.

Det gjorde sig senest gældende søndag, da han lagde op til 2-1-målet – og i øvrigt også 1-0-målet – og dermed kunne tilføje tre point til den konto. Og faktisk er der rigtig få, der kan måle sig med de 25 point, som hans målinvolveringer har bidraget til. Det skriver The Telegraph.

Spørg bare Cristiano Ronaldo. Da portugiseren cruisede mod en Ballon d’Or-titel i 2008, hvad tror du så, at den legendariske angriber nåede op på af pointgivende målinvolveringer?

25.

Og – nå ja – der er i øvrigt otte kampe tilbage af Fernandes’ sæson til at udbygge det tal.

Det betyder, at han også har et ekstra mål at jagte, hvis altså Uniteds portugisiske kaptajn går op i den slags tal.

Kommer der ét yderligere af Uniteds point, der skyldes en målinvolvering af Fernandes – og mon ikke – så lægger han sig op på siden af Eric Cantonas total fra 93/94-sæsonen. Franskmandens bedste sæson på dét parameter.

Han skal dog virkelig brænde banen af, hvis han skal nå rekordholderen i Manchester United-regi.

I 2012/13-sæsonen hentede Sir Alex Ferguson den sidste brik i puslespillet til sin svanesang som United-manager, da man hapsede Robin van Persie fra Arsenal og vandt klubbens mesterskab nummer 20. Van Persie leverede i den sæson svimlende 38 point via målinvolveringer.

Ikke overraskende er Uniteds midlertidige cheftræner Michael Carrick dødhamrende glad for sin talisman.

– Det er svært for mig at kommentere klubben fremadrettet for meget, men Bruno er helt sikkert en, vi ikke vil miste. Det kan jeg godt sige. Det er svært at sige for meget om sommeren og efter det, men han er vigtig for os, og han er helt sikkert en mand, vi ikke vil miste, sagde han efter søndagens kamp.

Skriv et svar
Forrige artikel

Ugeoverblik: Uge 12 2026

ANNONCE