I oktober skulle Villas fans ikke vente meget mere end lidt over ti minutter på, at Agbonlahor headede hjemmeholdet foran i de to klubbers første ligamøde.
Det tirrede United, der kunne gå til pausen foran 3-1 efter tre mål i første halvlegs sidste ti minutter. For at undgå en gentagelse håber Agbonlahor ikke på flere lynscoringer fra Villas side på lørdag.
“Sidste gang scorede vi et tidligt mål og havde dem i sækken, men det er aldrig godt at score tidligt mod storholdene. Vi fik tirret United, der kom tilbage og gav os en ordentlig en på hatten,” siger Agbonlahor, der dog tror på mindst uafgjort og omkamp på Old Trafford.
Teorien om, at det er skidt at åbne ballet tidligt mod en af de fire storklubber, fik Anbonlahor bekræftet igen i december, da Villa fik en drømmestart på hjemmekampen mod Arsenal – for blot at se “The Gunners” føre ved pausen og siden vinde kampen 2-1.