Warren Joyce tæt på Wigan

Uniteds succesfulde reserveholds træner rygtes til Wigan, hvor han er favorit til at overtage den ledige stilling som manager.

51-årige Warren Joyce ventes en af de kommende dage at blive præsenteret som ny manager i Wigan i the Championship. Klubben har fået en forfærdelig start på sæsonen, hvilket medførte en fyring af manager Gary Caldwell i tirsdags.

Flere kandidater har været inde i billedet, heriblandt Karl Robinson med en fortid i MK Dons og Ryan Giggs, der ellers blev anset som favorit til jobbet i starten. Men i følge Daily Mail, skulle valget altså nu være faldet på Warren Joyce.

Joyce har stået i spidsen for Uniteds reserver siden 2008. De to første sæsoner i fællesskab med Ole Gunnar Solskjær, hvorefter han selv har stået for ansvaret. Og det med succes. Det er blevet til fem ligatitler og seks triumfer i Manchester Senior Cup i denne periode.

Wigan er pt næstdist i the Championship, og er på udkig efter en yngre manager med nye ideer. Og det var ikke et krav med tidligere erfaring fra Championship-niveau. Noget der har talt i Warren Joyces favør.

Daily Mail mener, at Joyce allerede vil stå i spidsen for Wigan i weekendens kamp mod Cardiff City. Såfremt historien holder vand, og Warren Joyce er tabt for United, vil det uden tvivl være et stort tab for u23-truppen.

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Carragher hylder Mata

Næste artikel

Optakt: Manchester United – Burnley

ANNONCE