Wenger: Vis respekt for van Persie

Robin van Persie vender tilbage til sin gamle klub, Arsenal, på søndag. Manager Arsene Wenger forventer, at fansene viser respekt for deres tidligere kaptajn.

Det huer formenlig de færreste Arsenal-fans, at Robin van Persie forlod klubben sidste sommer. Det huer dem nok endnu mindre, at samme van Persie vender tilbage til Emirates på søndag som nykåret engelsk mester med Manchester United.

Ikke desto mindre er det realiterne. For at strø mere salt i såret for the Gunners, så skal spillerne danne en ‘guard of honour’ for United ved at klappe mestrene på banen. Alligevel forventer Arsenal-manager Arsene Wenger en god modtagelse af van Persie.

– Som vi altid har gjort, vil vi respektere de spillere, som har spillet i lang tid for os, og behandle dem godt både før og efter kampen, siger franskmanden ifølge Sport24.

Mesterskab er ligemeget

Manchester United kommer formentlig med masser af selvtillid oven på det nyvundne mesterskab. Arsene Wenger har dog ikke tænkt sig at forære noget væk af den grund.

Hans hold har nemlig alt at spille for, da holdet skal bruge en sejr i kampen om top 4 og dermed Champions League-bold næste sæson. 

– Det er det samme, om de er mestre eller ikke er mestre. Jeg vil have en god kamp og slå dem, lige meget hvilken status de kommer med, siger han. 

Forrige artikel

Kagawa: Har mere at tilbyde

Næste artikel

Fergie afslører taktiske planer

ANNONCE