Yorke hylder Uniteds spanske duo

Dwight Yorke sammenligner den forståelse Herrera og Mata har for hinanden, med den han selv havde med Andy Cole.

Ganske vist er hverken Juan Mata eller Ander Herrera angribere, men alligevel kan Dwight Yorke se en række ligheder i den forståelse der er mellem de to spanske midtbanespillere, og så den Yorke selv havde med Andy Cole.

– De er ikke angribere, så det er naturligvis lidt noget andet, men jeg kan sagtens se deres indbyrdes forståelse. De er samme type spillere og ser spillet ret ens. De giver hinanden energi, og måske er de gode venner udenfor banen, hvilket hjælper dem på banen, hvor de er gode til at skabe chancer og rum for Wayne Rooney, siger Yorke til manutd.com.

Begge de spanske midtbanespillere har været lidt ude af holdet i perioder i denne sæson, men har været helt afgørende i den seneste tids forrygende form, og duoen virker til at have taget Louis van Gaals filosofi til sig.

Herrera har scoret syv gange, hvilket er det bedste han har præsteret i karrieren, mens Mata med to mål på Anfield og senest et mod City for alvor har spillet sig ind i varmen hos van Gaal og Uniteds fans.

Og netop det at Mata og Herrera selv er målfarlige, og ikke blot skaber chancerne for de andre, mener Yorke er et vigtigt element i Uniteds spil. Og den altid smilende bomber fra Trinidad & Tobago tror de to spaniere kan fortsætte i samme stil.

– De scorer en del mål begge to i øjeblikket, hvilket giver masser af selvtillid. Det er skønt at se, og det er lige præcis det United har brug for. Forhåbentlig kan de fortsætte og gøre det i de store kampe, hvis de to kan fastholde niveauet kan vi få flere fantastiske resultater i fremtiden, siger Dwight Yorke

Forrige artikel

Gary Neville: Få indkøb kan gøre United til mesterskabskandidat

Næste artikel

Rygte: United tæt på tre mand

ANNONCE