Er Rooney-gate virkelig overstået?

Wayne Rooney skrev for kort tid siden under på en ny femårig kontrakt med Manchester United. Dette markerede samtidig afslutningen på en af de mest turbulente perioder omkring ”De Røde Djævle” siden 2005, hvor de kom på amerikanske hænder. 

Således formåede Rooney at sætte himmel og hav i et, da han mere eller mindre fra den ene dag til den anden annoncerede, at han ikke havde i sinde at forlænge med United, da han var utilfreds med klubbens ageren på transfermarkedet (eller mangel på samme). 

Men efter en intens uge med rygter, der sendte Wazza til alt fra City til Real Madrid, tog sagen en uventet drejning, da han pludselig skrev under på en ny kontrakt, der gør ham til klubbens bedst betalte spiller.

Dermed blev der sat punktum for ”Rooney-gate”, som den engelske presse lynhurtigt døbte virvaret. Eller gjorde der?

Måske er det undertegnedes manglende tiltro til Uniteds ledelse under Glazer, der gør, at jeg nægter at tro på den officielle forklaring, der lyder på, at Rooney efter at have snakket tingene igennem med Alex Ferguson og Joel Glazer ombestemte sig i 11. time.

Måske er det fordi, Rooney ikke har været i aktion for United siden 2-2-fadæsen mod West Bromwich. 

Måske er det fordi, han er blevet sendt til USA for at komme sig over en ”skade” i anklen, der har plaget ham siden april måned. 

Eller måske er jeg ikke overbevist, da Ferguson er kendt for ikke at finde sig i noget pis fra sine spillere. Ligegyldigt om du hedder Beckham, Stam eller Nistelrooy. 

Og slet ikke spillere, der for åben skærm sætter spørgsmålstegn ved holdkammeraternes kvaliteter. Således måtte daværende anfører Roy Keane i 2005 rydde sit skab, da han på MUTV langede ud efter nogle af sine medspillere. 
Og uanset hvor mange mål Rooney scorede i sidste sæson, kan der næppe herske tvivl om, at Keane havde en noget større stjerne i Fergies bog i kraft af sit anførerbind. 
Derfor tror jeg heller ikke på Ferguson, når han siger, at Rooney er tilgivet efter at have undskyldt over for sine kommentarer. 

Men hvorfor så dette maskeradebal? 
For mig synes det åbenlyst. Rooneys daværende kontrakt udløb i 2012, hvilket betød, at han ifølge Webster-dommen kunne smutte til sommer, hvis United vel at mærke blev kompenseret økonomisk for et års løn. Prisskilt: 6,5 millioner pund. 

Et på ingen måder tænkeligt scenarie for United, da Rooneys markedsværdi er ca. ti gange større. 

Alternativet ville derfor have været, at han skulle sælges i januar. Og der findes næppe andre klubber end Manchester City, der på nuværende tidspunkt er i stand til at smide penge i den størrelsesorden efter en spiller, der er ”gratis” et halvt år efter.

Dette ville have været et slag i ansigtet for såvel United som klubbens fans. Så jeg tror slet og ret, at Rooney af respekt for klubben og alt det, den har gjort for ham skrev under på en ny kontrakt, så de kan sælge ham til en anden klub end City. 

Det er muligt, at jeg er både paranoid og konspiratorisk. 
Men jeg tror ikke, at Rooneys fremtid ligger i Manchester United. 

Det hele afhænger selvfølgelig af, hvordan han selv og fansene reagerer, når han vender tilbage på banen. 
Hvis han ender med at score over 20 mål i Premier League, og hvis han ellers er ydmyg, er det muligt, at Fergie vil se gennem fingre med hans opførsel. 

Ellers tror jeg snildt, at Rooney allerede til sommer kan være fortid på Old Trafford. 

Wayne Rooney, Wazza….?

Forrige artikel

Blanc vil udpeges af Fergie

Næste artikel

Balotellis appel afvist

ANNONCE