At Cristiano Ronaldo bliver i Manchester United, er en fantastisk nyhed. Hans unikke kvaliteter er i mine øjne uerstattelige, og jeg nægter at lade etik, moral og følelser overmande de sportslige aspekter.
Når man skal beskue denne sommers store transfersaga på retfærdig vis, synes jeg, at man bliver nødt til at skille tingene ad. Og med lidt basal menneskelig empati sætte sig ind i Ronaldos personlige forhold.
Ronaldo har vundet alt, hvad der er værd at vinde med United, og derfor er det helt naturligt, at tanken om at søge nye udfordringer har strejfet ham. Fem år i den samme (Premier League-) klub er lang tid i moderne fodbold, specielt for en spiller fra sydens sol, der har fået spansk fodbold ind med modermælken, og hvis barndomsidoler tørnede ud for Real Madrid og Barcelona. Desuden er Spanien tæt på Portugal og hans familie.
Og hvem ville ikke blive fristet af Real Madrid viftende med en løncheck af astronomiske dimensioner? Og når det ligefrem er den klub, man var fan af som barn, der er parat til at øremærke hele transferbudgettet på én?
Klubfølelse er anno 2008 næsten en saga blot, og den undertrykkes i hvert fald af spillernes ærgerrighed, trang til luftforandring og nye udfordringer (læs: Gareth Barry). Selv Liverpools talismand og klubsymbol Steven Gerrard var overordentlig tæt på at forlade Anfield og tage til London og Chelsea efter Liverpools Champions League-triumf i 2005, men lavede en kovending i 11. time.
Det samme er tilfældet med Ronaldo, der bør tilgives, lige såvel som Ferdinand er blevet det, efter han i 2005 tøvede med at skrive under på en kontraktforlængelse og flirtede med Chelsea. Alle tilhængere bør – i stedet for at bære nag – glæde sig over, at United stadig råder over verdens – i undertegnedes øjne – bedste fodboldspiller. Og at det lykkedes United at afvise Real Madrid og sætte en tyk streg under, at spanierne ikke kan få alt, hvad de peger på.
Ydermere har Ferguson bevist, at han besidder en fantastisk magt og overtalelsesevne. At han kan holde på de spillere, han mener er vigtige for klubben. David Beckham og Ruud van Nistelrooy var ikke længere en del af Fergusons fremtidsplaner. Og de blev afhændet. Men det er Ronaldo, der udgør en fundamental del af det United-hold, Ferguson ikke tøver med at kalde det bedste i sin regeringstid. Og hvis Ferguson – der som bekendt godt kan se sig sur på spillere, han ikke mener er “committed to the club” – kan tilgive Ronaldo, bør vi fans også.
Bundlinjen er, at vi bør prise os lykkelig for, at Ronaldo blev talt til fornuft, har erklæret sin kærlighed og dedikation til klubben, og at han i næste sæson stadig vil henrykke United-fans verden over med sine finurlige driblinger, fikse frispilninger og fænomenale afslutninger.