Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Ruben Amorim har flere gange sagt, at han tror på, at akademivejen er vejen frem for Manchester United. Ligesom det bogstaveligt talt har været i 100 år.
Det er bare ganske enkelt ikke til at mærke.
Ruben Amorim har været cheftræner i Manchester United i over et år nu, og det giver dermed ganske retfærdig grobund for at gøre status.
Hvis du er gammel nok, er du god nok
Vi kan citere Sir Matt Busby for mange fremragende citater i de to årtier, han var manager for Manchester United. Men den mest ikoniske af dem alle kom, da han skulle samle sine Busby Babes. Da han skulle forklare, hvorfor han brugte så unge spillere, som han gjorde, forklarede han:
– If you’re good enough, you’re old enough.
Sir Alex Ferguson fulgte trop.
– Der er en kæmpestor stolthed i at se de unge spillere udvikle sig. Det er en fantastisk ting, sagde han dengang om Class of 92.
Manchester United-trænere har, lige så længe jeg har kunnet huske, givet ungdomsspillere gennembrud.
Erik ten Hag opfandt Mainoo, Solskjær opfandt en masse, navnligt Mason Greenwood (inden han selv fuckede dét op), Mourinho opfandt Scott McTominay, Van Gaal opfandt Marcus Rashford, David Moyes opfandt Adnan Januzaj, for bare at nævne trænerne EFTER Sir Alex Ferguson.
Du kan bare ikke tilføje nogle navne til dén liste, når det gælder Ruben Amorim.
På et pressemøde for en uge siden blev han forholdt netop denne problematik, hvor hans forsvar var, at han jo kun havde Kobbie Mainoo i spil og at det i øvrigt var alt for tidligt for unge spillere som Shea Lacey, og før har han også udtalt, at man ikke skulle have bragt Chido Obi så hyppigt, som man gjorde i fjor.
Fair nok. Ruben Amorim er mere på Carrington end mig, og jeg skulle da håbe, at han har mere styr på ungdomsspillerne end jeg har. Hvis de ikke er klar, så er de ikke klar.
Bomb Squad
Men lad os så se på, hvad han så har gjort med Carrington-produkterne, han rent faktisk har haft til rådighed.
Marcus Rashford, helten fra Wythenshawe who loves to fight, som under coronakrisen brødfødte fattige mancunian-børn, blev hurtigt udeladt af Amorims planer af en årsag, vi stadig ikke helt er blevet oplyst om.
De sagde ja tak i januar til ham i Aston Villa, og da dét lejemål ophørte, var det ingen ringere end FC Barcelona, der sagtens kunne finde en plads til Manchester-knægten, som nu er fast mand for catalanerne. I stedet blev han erstattet af Matheus Cunha fra Paraíba.
Rashford er ikke den eneste.
Alejandro Garnacho, som kom til Carrington som 16-årig, fik dog lov til at spille foråret færdig som mere eller mindre fast mand i Amorims skrækkelige forår, men efter Europa League-finalen, hvor han i øvrigt ikke fik muligheden for at starte inde, fik han at vide, at han hellere måtte bede til sine hellige guder om, at en klub ville købe ham.
Det ville Chelsea gerne, som han også får stort set fast spilletid for. Også han blev erstattet af Bryan Mbeumo, som fik sin fodboldopdragelse i franske Troyes.
Det, de begge har til fælles, er, at de kom i det såkaldte “bomb squad” af udstødte spillere, som Ruben Amorim ikke længere mente, at han kunne bruge.
Harry Amass blev sendt på et lejeophold til Sheffield Wednesday, hvor han lige nu er en af Championships allerbedste backs, mens han selv brugte millioner på at hente Patrick Dorgu ind i stedet, som ikke har imponeret.
Guldjuvelen
Og så er der Kobbie Mainoo.
Det sidste reelle academy product, der stadig er i truppen. Men han bliver ikke brugt. Og netop dét gør flere United-fans edderspændt rasende, har man kunnet se på sociale medier.
Okay, SoMe er et kæmpestort ekkokammer. Men udebanetribunen på Molineux Stadium kunne sørme tale mandag aften. For selv om Manchester United netop havde scoret fire mål, kom kampens største jubelbrøl, da Kobbie Mainoo kom på banen.
Det føltes nærmest hånende mod Ruben Amorim. Det var, som om det var Kobbie mod Ruben.
Det er det ikke. Det har ingenting med Kobbie Mainoo at gøre. Det er, fordi Kobbie Mainoo er symbolet på alt det, som Ruben Amorim er ved at vende ryggen til. Youth. Courage. Success.
Eksemplerne ovenover taler sit tydelige sprog om, at der ikke bliver kigget talenternes vej, selv om det er, hvad Manchester United har haft tradition for siden krigstiden.
Er Amorim ved at kaste det hele over bord? Jeg kunne godt have min tvivl.
Til januar føles det uundgåeligt, at århundredesmidtbanetalentet Kobbie Mainoo sendes på et lejeophold, og så hænger akademirekorden i en tynd tråd.
Rekorden holdes p.t. i live ved, at Jack Fletcher fik en “gratis” bænkplads mod Tottenham, bare så rekorden ikke ville dø. Amorim-slænget er bevidste om, at de ikke må slå den i småstykker.
Men traditionerne er de allerede ved at ødelægge. Og hvis det hele bliver vendt på hovedet og United vinder titler igen, kommer det ikke til at føles nær så godt, som hvis der havde været Carrington-knægte på holdet.
Der har været spandevis af legender, der er kommet ud af Carrington. Jeg er sikker på, at vi ikke har set den sidste. Men det kræver jo i bund og grund, at de får chancen.
Jeg har set mange, der jubler sig over Amorim, fordi de mener, han virkelig forstår, hvad det vil sige at være Manchester United-træner. Det kan godt være, at han gør det i mange henseender.
Men når det kommer til at bringe de unge talenter frem, forstår han det virkelig ikke. Og det er han nødt til at lære. Ellers kan han ganske enkelt ikke være i spidsen for Manchester United, hvis du spørger mig.