Busby Babe: Fergie reddede United

Den tidligere Manchester United-målmand Harry Gregg har kun roser til overs for Sir Alex Ferguson, som han mener reddede klubben fra at gå i glemmebogen.

Sir Alex Ferguson er den primære grund til, at Manchester United i dag er verdens største klub. Så kontant lyder det fra den tidligere United-keeper Harry Gregg, der selv nåede at spille under manden, der fik klubben op i gear igen efter 2. Verdenskrig, Sir Matt Busby. 

– Han (Fergie, red.) reddede en institution. Det er præcis sådan, jeg betragter det, siger Gregg til BBC. 

Harry Gregg skiftede i sin tid fra Doncaster til United og var med den skæbnesvangre dag i München i februar 1958, hvor otte United-spillere omkom i et flystyrt. 

Her fik han ikonstatus, da han midt i kaoset var med til at hente sårede holdkammerater og andre passagerer ud af det brændende fly. 

– Jeg var heldig nok til at være der i gode og dårlige tider som en del af de originale Busby Babes. Jeg forlod klubben i 1967 og blev bedt om at vende tilbage i 1979 af Dave Sexton. Jeg så det gode, det onde og det grusomme i mangel på bedre ord, fortsætter den 80-årige nordirer. 

Da Sir Alex Ferguson kom til United tilbage i 1986, overtog han på mange måder en middelmådig klub med et slidt stadion og et negligeret ungdomsakademi. 13 mesterskaber og to Champions League-triumfer senere er den nordengelske klub nu suverænt den mest vindende i Storbritannien. 

Harry Gregg nåede at optråde 210 gange for Manchester United. 

Forrige artikel

Sir Alex Ferguson har den rette timing

Næste artikel

Godkendt dag for aktien

ANNONCE