Moyes: Vi manglede Rooney

David Moyes mener, at United manglede Wayne Rooney i dagens kamp, men at holdet ellers spillede fornuftigt.

Bedst som Wayne Rooney lignede en mand, der havde tænkt sig at blive i Manchester United og levere på højt niveau, blev han skadet. Igen. Skaderne er desværre noget, der har plaget den 27-årige englænder, og denne gang er der tale om en grim flænge i hovedet.

Skaden holdt angriberen ude af dagens opgør i Liverpool, hvor et ideforladt United-hold måtte tage hjem med et 1-0-nederlag. Det havde dog ikke behøvet være sådan, hvis bare holdet havde haft Rooney med.

– Wayne kunne have gjort en forskel i dag. Vi manglede noget anderledes til tider, men vi havde ham ikke med på grund af skaden, siger David Moyes til engelske BT Sport.

Uniteds nye manager har aldrig prøvet at vinde på Anfield, selvom han har haft 12 forsøg med Everton og nu et med United. Det lader han sig dog ikke slå ud af. Han mener, at holdet spillede en fornuftig kamp på trods af det sløje resultat.

– Vi spillede rigtig fint. Hvis man ser på kampene mod Swansea, Chelsea og i dag, har vi spillet rigtig fint. Vi scorede alle vores mål i den første kamp, men spillede fint og holdt modstanderne på meget få chancer, lyder vurderingen. 

De forsvarende mestre kan ikke revanchere dagens forsmædelige nederlag før om to uger, hvor holdet møder oprykkerne fra Crystal Palace. Der er nemlig landskampe i næste weekend.

Forrige artikel

Skuffende nederlag på Anfield

Næste artikel

United fik afvist Sneijder-bud

ANNONCE