Stoke standsede glædelig reunion

Wayne Rooney og Robin van Persie var endelig tilbage sammen i startopstillingen, men det ændrede ikke på endnu en slem skuffelse.

Manchester United havde både Wayne Rooney, Robin van Persie og Juan Mata med fra start, men umiddelbart betød det ingen fyrværkeri fra start. 

Gæsterne startede godt nok bedst, men princippet om at gå til baglinjen og slå indlæg indover virkede slet ikke i første halvleg. Ryan Shawcross og co. havde ingen problemer med at cleare angreb på angreb. 

Efter bare 10 minutter gik Jonny Evans ud med skade, og ind i stedet kom Rafael da Silva. Til slut i første halvleg måtte Phil Jones bæres ud i hvad der lignede en seriøs skade – Danny Welbeck blev byttet ind. 

Inden da var hjemmeholdet kommet i front. Et ekstremt tyndt frispark, og et håbløst forsøg fra 35-40 meter endte på ufattelig vis i nettet. Michael Carrick var uheldig med at rette den ind i eget mål bag en chanceløs David De Gea. 

Manchester United havde rigeligt at snakke om i pausen, men hvad end der blev sagt, så fik det hurtigt ben at gå på. Juan Mata headede en skidt clearing ned mod Robin van Persie, der sendte den op i langt hjørne med højrebenet. 

En super start på anden halvleg for udeholdet, der næsten lige så hurtigt kom ned på jorden igen. Charlie Adam fik en løs bold på kanten af feltet, og den smaskede han op i hjørnet efter 51 minutters spil, og så hed den 2-1. 

Føringsmålet kom som en kold spand i hovedet for mestrene, og den tog tid at sluge. Det væltede ikke med chancer de næste 20 minutter for nogle af mandskaberne. 

Med 13 minutter igen blev Robin van Persie byttet ud med Chicharito, men lige lidt hjalp det. Frustrationerne var helt ude på tøjet af et gæstende United-hold, der ikke var meget andet end en undskyldning for sig selv i afslutningen af kampen. 

Syv minutters overtid blev lagt til, og netop som det blev annonceret havde udeholdet en stor dobbeltchance. Wayne Rooney sparkede et frispark på stolpen, mens Tom Cleverley sejlede returen over mål. 

Spørgsmålstegnene stod printet på hver en mands ansigt efter et skuffende 2-1-nederlag, og det er i den grad tilbage på tegnebrættet for Manchester United, der endnu engang i denne sæson må sluge en gigantisk skuffelse. 

Forrige artikel

Startopstillingen: Mata, Rooney og RvP starter

Næste artikel

Moyes: Vi var uheldige

ANNONCE