Den spanske storklub har i hvert fald ikke tænkt sig at indlede en transfersaga som i sommer, hvor forholdet de to klubber i mellem fik ridser i lakken. Således prøvede Real Madrid til det sidste at købe Ronaldo fri af Manchester United.
Siden har Bernd Schuster og Ruud van Nistelrooy udtalt, at de tror, at den ombejlede portugiser er at finde på Santiago Bernabeu til næste sæson.
Men det kan de godt glemme alt om. Ramon Calderon slår nu fast, at man ikke har i sinde at indlede endnu en jagt på Ronaldo, så længe United ikke vil sælge:
”Den sag er et overstået kapitel. Ikke kun til januar, men for altid. Vi vil kun henvende os, hvis Manchester beslutter sig for at sælge ham.”
Den til tider kontroversielle præsident håber samtidig, at man kan bevare det ”gode” forhold klubberne imellem:
”Vi talte om det sidste sæson, og de besluttede ikke at sælge ham. Vi vil ikke gøre noget dumt mod en klub som Manchester. Vi er to store klubber, og vi ønsker at være venner for evigt. Vi har interesse for det samme marked.”
Hovedpersonen selv udtalte så sent som i sidste uge, at han mener, han er i den rigtige klub.