Manchester Uniteds fløjspiller Nani er sikker på, at han kan skrue op for antallet af mål i den kommende sæson og dermed etablere sig som fast mand på førsteholdet. Portugiserens optrædener har mildest talt været svingende, siden han i 2007 kom til Old Trafford. I den seneste tid har sommeres mange transferrygter af den grund rygtet ham væk fra klubben, men Nani mener altså, at den kommende sæson er hans.
Sidste sæson scorede han blot et mål i Premier League, og det var endda mod nedrykkerne fra West Bromwich Albion i 4-0-sejren på Old Traffords græs. Han er dog kommet godt i gang med optakten til Uniteds forsøg på at forsvare titlen, da han for nyligt scorede i kampen mod et udvalgt malaysisk hold.
Og portugiseren er indstillet på at påtage sig en større rolle på holdet, efter Cristiano Ronaldo er draget sydpå.
“Jeg nød det, og jeg håber på at gøre det oftere,” sagde Nani til MUTV om sin optræden i kampen mod det malaysiske hold.
“Jeg tror, at jeg vil være bedre i denne sæson end i de sidste to. Jeg arbejder frem imod det. Jeg er glad her, og jeg har forudsætningerne for at score mange mål. Jeg ved, at hvis jeg arbejder hårdt hver dag og i hver kamp, kan jeg gøre det meget bedre, og jeg håber at score flere mål i denne sæson,” sagde Nani.