Sublim indsats sender United i top 2

De forsvarende mestre havde overraskende både John O’Shea og Rio Ferdinand tilbage i startopstillingen, selvom de begge var erklærede tvivlsomme op til…

De forsvarende mestre havde overraskende både John O’Shea og Rio Ferdinand tilbage i startopstillingen, selvom de begge var erklærede tvivlsomme op til opgøret. Darren Fletcher agerede højrekant, mens Anderson var tilbage på sin vante midtbaneplads.

Tottenham Hotspur var ubesejrede op til kampen, og det skyldtes ikke mindst Jermaine Defoes eminente målnæse. Den lille hurtige angriber havde scoret fire mål i fire kampe, og det var også ham der i allerførste minut bragte hjemmeholdet i front. En lang bold blev headet på tværs i feltet, og denne nedfaldsbold var Defoe hurtigst på, og saksede bolden i nettet fra klods hold. 38 sekunder tog det før Defoe havde scoret, og det er det hurtigste mål i indeværende sæson. Fantastisk scoring der lammede gæsterne og tyssede på de medrejsende udefans.

Mere stille blev der, da Peter Crouch i to omgange var tæt på at øge føringen, men Ben Foster afholdte angriberen fra, at score på to ellers farligere flugtere udefra. De to veteraner, Paul Scholes og Ryan Giggs, oppede deres spil så småt, og var bagmændene bag Uniteds stigende spilovertag. Det kulminerede med en smuk frisparksscoring fra netop Ryan Giggs efter 25 minutters spil. Anføreren på dagen hvor han spillede sin kamp nummer 700 for United, curlede den op i modsatte hjørne uden nogen chance for Cudicini i Spurs-målet. Dermed har Ryan Giggs stadig scoret i alle Premier League-sæsoner siden ligaen åbnede i 1992.

Herefter var Manchester United flyvende og viste rigtig flot fodbold. Inden for ti sekunder havde United en kæmpe chance for at gøre det til 1-2, men lykken tilsmilede ikke Rooney og Berbatov i denne omgang. Først blev Rooneys forsøg reddet, derefter blev Berbatovs efterfølger reddet på stregen af en forsvarere, og sidst sparkede den tidligere Tottenham-yndling bolden over mål. Gæsterne fortjente at komme foran, men få havde nok gættet på, at netop denne spiller skulle være manden bag målet.

Et hjørnespark faldt til Paul Scholes, der sparkede den ind mellem venner og fjender, og da Ledley King ikke kunne cleare bolden, faldt den til Anderson, der kanonerede den i netmaskerne fra kanten af feltet. Det var den lille brasilianers første scoring i en gældende kamp i åbent spil siden han debuterede for 76 kampe siden. Forløsende scoring for Anderson, der har været under kritik på det seneste.

Efter pausen vågnede hjemmeholdet op igen ved indskiftningen af Jermaine Jenas. Jenas fandt først Robbie Keane i feltet, men Nemanja Vidic fik netop tacklet i tide til, at bolden blev reflekteret over mål. Lige efter testede Jermaine Jenas selv Ben Foster udefra, men denne klarede til hjørnespark. På hjørnesparket kom Peter Crouch, naturligvis, højest og headede den på overliggeren. Tottenham var sultne efter en udligning, og det lignede de ville få den, da Manchester United blev reduceret til ti mand i perioden hvor hjemmeholdet havde chancerne.

Paul Scholes, der ellers havde spillet en flot kamp på midtbanen, kolliderede med Tom Huddlestone, og dette vurderede dommer Andre Marriner til et gult kort, og da englænderen havde en advarsel i forvejen, var det farvel og tak for i dag med en halv time igen. Wayne Rooney nægtede dog at falde tilbage i banen, og kæmpede med næb og klør for, at dette resultat skulle holde hjem. Først fik han en chance skubbet op på overliggeren af Cudicini, men på næste angreb var han mere heldig, og øgede Uniteds føring til 3-1. En lang aflevering fra Fletcher tog Rooney flot ned og passerede Alan Hutton for derefter, at trille den ind mellem benene på Cudicini.

Med den flotte 1-3-sejr er Manchester United nu på andenpladsen i ligaen med 12 point, sammen med Manchester City og Tottenham Hotspur. Ligaen føres af det ubesejrede hold fra Chelsea med 15 point.

Forrige artikel

Ji-Sung Park forlænger

Næste artikel

Watford lejer Cathcart

ANNONCE