Tom Cleverly, 20, har lang vej til førsteholdet i Manchester United, men hos Championship-klubben Watford har han siden sommerskiftet været fast mand og er efterhånden blevet lidt af en publikumsfavorit på Vicarage Road.
Derfor har The Hornets da også straks valgt at forlænge med Cleverly, således at han i stedet for at vende hjem til Old Trafford ved årsskiftet bliver i Watford sæsonen ud.
“Når Manchester United har valgt at lade mig blive, så må det betyde, at de er godt tilfredse. Jeg er i kontakt med klubbens folk efter hver kamp, og det føles virkelig godt.”
“Malky (Mackay, manager, red.) bringer det bedste frem i mig, og han har en stor del af æren for, at jeg bliver her. Han giver mig hele tiden små delmål at sigte efter, og jeg kan generelt godt lide hans fodboldfilosofi,” siger Cleverly til Watfords hjemmeside.
Tom Cleverly har indtil videre scoret seks gange for Watford i denne sæson.