Sæsonens tredje og sidste landsholdspause fik en dramatisk slutning, da Frankrig spillede sig til VM på Irlands bekostning takket være Thierry Henrys bevidste snyd.
Siden er meninger om Henrys usympatiske handling fløjet ind fra højre og venstre, og Eric Cantona sidder også inde med en mening om sagen. Og han lægger ikke fingrene imellem.
“Selve hands-situationen er faktisk ikke det, der chokerer mig mest. Det gør det til gengæld, at Henry få minutter efter, at han har snydt hele det irske landshold, prøver at trøste en af deres spillere. Hvis jeg havde været irer, så havde Henry ikke holdt tre sekunder efter scoringen,” siger Old Traffords konge i et interview, som The Sun er kommet i besiddelse af.
Eric Cantona er en af mange fortalere for en omkamp, men den idé har FIFA allerede hevet luften ud af.